Tvivl om kræftsyg pige: Mads Langer ændrer titel på hyldestsang

Sanger Mads Langer ændrer titel på sang dedikeret til kræftsyg 21-årig, efter der er sået tvivl om, om hun findes.

- Jeg er blevet rørt til tårer og har involveret mig dybt og følelsesmæssigt over længere tid med et fiktivt menneske og en fiktiv familie til en opdigtet terminal kræftsyg pige, skriver Mads Langer på Facebook.

Man skal ikke tro på alt, hvad man ser på de sociale medier.

Det må mange Instagram-brugere erkende i dag, efter at flere medier har betvivlet profilen Kemolands ægthed. Og det samme må sanger Mads Langer.

- Jeg må med tristhed erkende, at jeg som mange andre er blevet spundet ind i en historie, som ikke er sand, skriver han på sin officielle Facebook-side.

Mads Langer skrev for nyligt sangen ’Song for Clara’ til den 21-årige pige Clara Maria, der på Instagram delte billeder og tanker fra sit liv som kræftramt.

- Jeg har skrevet to sange til den fiktive Clara Maria. Mine følelser har været ægte, og jeg vil gerne omdøbe min sang til ’Dancing Away From The End’ og dedikere den til alle, der er berørt af kræft på den ene eller anden måde, skriver han på Facebook.

Kærlige hilsner blev til tvivl

I går blev profilen lukket og er dermed ikke længere tilgængelig, efter Kemoland tirsdag delte et opslag, hvor det fremgår, at Clara Maria nu var død af sin sygdom.

Siden har Kemolands mange følgere sendt kærlige hilsner, men også i stor stil debatteret og ikke mindst betvivlet profilens ægthed.

Blandt andet har det ikke været muligt for BT. at få bekræftet, at Clara Maria har været indlagt på Aalborg Universitetshospital, sådan som det ellers fremgik af den kræftsyge instagrammers profil.

"Svært at gennemskue snyd" om den gode sag

Mads Langer har ikke ønsket at udtale sig yderligere om sagen, der har fået ham til at redigere titlen på sin sang.

Heller ikke Kræftens Bekæmpelse ønsker at gå ind i sagen med alle de forbehold, der fortsat er for profilens autencitet og baggrund.

- Men det er desværre ikke ualmindeligt, at folk prøver at snylte på den gode sag så at sige. Det sker i forskellige formater, for eksempel på Facebook, og det er svært at gennemskue, om det er kommercielle interesser eller drengestreger, der står bag. Derfor opfordrer vi til, at man giver sin støtte til organisationer, man kender og stoler på, siger pressechef Claus Fahrendorff.