Vinyler hitter så meget at de nu får egen hitliste

Salget af de gamle lp’er stiger. Derfor vil musikbranchen fremover til at lave lister over de 20 bedst sælgende vinyler hver uge.

Vinylsalget er 18 gange større i dag, end det var i år 2000. (Foto: © TOBIAS SCHWARZ, Scanpix)

Selvom mange streamer, når de vrikker til Rihanna, headbanger til Guns N’ Roses eller synger med på Adeles ballader, så stiger salget af lp’er så voldsomt, at musikbranchen nu vil til at lave hitlister for salget af vinylplader.

Siden årtusindskiftet er salget af de gamle, sorte plastikplader blevet 18 gange større, og i løbet af de seneste fem år er salget steget markant.

- Vinylen lever i bedste velgående, og den er samtidig omgivet af entusiasme fra både kunstnere, pladeselskaber, fans og alle de forhandlere, som langer plader over disken.

- Derfor er det også helt på sin plads, at vinylsalget får en selvstændig hitliste, siger Kristoffer Rom, der er formand for Danske Uafhængige Pladeselskaber (DUP), ifølge en pressemeddelelse.

DUP og IFPI, som også er brancheorganisation for musikselskaberne, står bag hitlisten.

Lasse Lindholm, der er kommunikationschef i IFPI, bemærker, at der er stor variation inden for den første lp-hitliste.

- Vinylsalget omfavnes af mange forskellige slags artister og mange forskellige typer af musikelskere, siger han.

Listen over den forløbende uges 20 bedst sælgende vinyler offentliggøres hver onsdag.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1071227406261116