Musikere og filmfolk overskygger Trump på vigtig liste: 'De er med til at skabe mening for os'

The Weeknd, Selena Gomez og Jennifer Hudson er med på Times liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden.

I august vandt The Weeknd prisen for 'Årets video' ved MTV Video Music Awards. Nu er han blevet kåret til én af verdens mest indflydelsesrige personer af Time Magazine. (Foto: AFP PHOTO / MTV © Scanpix)

Hvad har musikere som The Weeknd, Meghan Thee Stallion og Selena Gomez til fælles med præsidenter og politikere som Donald Trump, Joe Biden og Angela Merkel?

Måske ikke ret meget ved første øjekast.

Men på Time Magazines traditionsrige, årlige liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden står de faktisk side om side.

Eller rettere: Personer fra kulturens verden overskygger nærmest traditionelle "magtmennesker" som eksempelvis den amerikanske præsident.

Det kan man se på den netop offentliggjorte liste over, hvem der ifølge Time er de 100 mest indflydelsesrige personer i verden i 2020.

Sanger Selena Gomez er også at finde på Times liste. Hun figurerer i kunstner-kategorien. Her ses hun til American Music Awards i november 2019. (Foto: Xavier Collin/Image Press Agency © Avalon. All rights reserved.)

På listen finder man både musikere som The Weeknd, Meghan Thee Stallion og Selena Gomez, ligesom også skuespillere og instruktører som Jennifer Hudson, Phoebe Waller-Bridge og Bong Joon-ho er at finde på listen.

Og det er værd at bide mærke i, hvor prominente navne fra populærkulturens verden figurerer på årets liste. Det mener Helle Kannik Haastrup, der er lektor og forsker i film, medier og celebritykultur ved Københavns Universitet.

- Politikere og andre statsledere er traditionelt altid med på sådanne lister. Men så er der også kunstnerne, og det er dem, mange af os kigger mod og spejler os i – mere end det måske er tilfældet med politikerne, mener Helle Kannik Haastrup.

- Der er ingen tvivl om, at man kommer med i en fin klub, når man havner på sådan en liste. Det er både med til at gøre én synlig og et udtryk for anerkendelse. Time er et nyhedsmagasin med utroligt mange læsere, som rækker ud globalt. At være med på listen er derfor en meget markant anerkendelse af, at man ifølge Time er noget ganske særligt.

'Kultur fortæller os noget om, hvem vi er'

De 100 udvalgte personer på listen er ikke prioriteret, men opdelt i fem kategorier: Pionerer, kunstnere, ledere, titaner og ikoner.

Helle Kannik Haastrup mener, at Time har været mangfoldig i sin udvælgelse af folk på listen, der sidste år blandt andre talte den svenske klimaaktivist Greta Thunberg.

- Der er både meget etnisk diversitet og mange repræsentanter for LGBT+-miljøet og Black Lives Matter på listen. Man kan godt hævde, det er opportunistisk af Time, men på den anden side viser det bare, at de følger med tiden.

Skuespiller og producer Phoebe Waller-Bridge – der scorede jackpot for sin serie 'Fleabag' ved sidste års Emmy-uddeling – er også med på Times liste. (Foto: Robyn BECK © AFP or licensors)

Hun mener, at listen får ekstra vægt, fordi personerne, der optræder på den, bliver præsenteret af andre sværvægtere indenfor kulturens verden.

Rapperen Meghan Thee Stallion bliver således præsenteret af skuespilleren Taraji P. Henson, mens skuespiller Phoebe Waller-Bridge får pæne ord med på vejen af musiker Taylor Swift.

Endelig bliver popfænomenet The Weeknd præsenteret af legenden Elton John.

- Indflydelse er svært at måle, men når Elton John giver dig rosende ord med på vejen, må man ikke undervurdere, at det i hvert fald er med til at sætte et særligt positivt spotlight på The Weeknd, mener Helle Kannik Haastrup.

Men er det ikke bare rygklapperi blandt kollegaer med sådan en liste, sidder du måske tilbage og tænker. Ifølge Helle Kannik Haastrup er svaret nej, da de kulturelle personligheder på listen "vidner om den kæmpe soft power, kulturen har".

- Kultur fortæller os noget om, hvem vi er. Det er en referenceramme for, hvad vi lytter til, hvad vi ser, og hvad vi læser. Populærkulturelle personligheder afspejler, hvad der rører sig i folkedybet. De er med til at skabe mening for os, og vi kan identificere os med dem.

FacebookTwitter