Musikeren Leif Roden er død

En af frontfigurerne for hippiebevægelsen og for dansk psykedelisk rock, Leif Roden, er død, 62 år gammel.

En af frontfigurerne for hippiebevægelsen og for dansk psykedelisk rock, Leif Roden, er død, 62 år gammel.

Som bassist, sanger og sangskriver var han et fremtrædende medlem af orkestret Alrune Rod, der opløstes i første omgang i 1975, men genfødtes efter årtusindeskiftet med både koncerter og pladeudgivelser - såvel nye indspilninger som genfundne gamle.

Leif Roden udgav i eget navn en soloplade i 1980 og har også produceret udgivelser for blandt andre Malurt, Bifrost og Gnags.

Alrune Rod var blandt de første danske rockorkestre til at lade sig inspirere af den psykedeliske rock fra den amerikanske vestkyst. De optrådte med lange numre og improvisationer, der var inspireret af tidens fascination af lsd og andre hallucinerende stoffer. Orkestret blev anset for at være et af de bedste af slagsen herhjemme og var kult for mange hippier.

Alrune Rod var selvskreven blandt de optrædende i filmen "Skæve dage i Thy" (1971) fra den navnkundige lejr af samme navn ved Frøstrup.

Leif Roden døde søndag morgen.

Facebook
Twitter