Musikstjerne vil ændre verden med positive tanker - og en sang om en høne

Den amerikanske verdensstjerne David Byrne vil gerne give dig gode grunde til at være glad.

Den skotsk/amerikanske sanger David Byrne vil sprede budskabet om de gode nyheder i denne verden. Alt sammen, så du har grund til at være glad.

Når du åbner avisen eller scroller ned over dit nyhedssite, er der som oftest næring nok til, at du kan få en begyndende depression over klimakrise, truende krige eller storkonflikt hos de offentligt ansatte.

Men husk at læse det med småt!

Det budskab har musikeren David Byrne gjort til en karrierevej, ved siden af livet som tidligere Talking Heads-forsanger og musikstjerne i sin egen ret.

For selvom det oftest er de dårlige nyheder, der er mest fokus på, så er der også masser af positivitet at læse, påpeger David Byrne.

- Jeg begyndte at lede efter de nyheder, der gav mig optimisme! Nyhederne gemte jeg på min computer, og da jeg til sidst fik samlet en hel bunke, tænkte jeg, at jeg måske skulle begynde at fortælle andre mennesker om de her gode nyheder. Måske kender folk ikke til disse historier, siger han, da DR møder ham på Hovedbiblioteket i København.

Har altid cyklet rundt i New York

David Byrne begyndte at udbredte budskabet om de positive nyheder på mindre steder i New York. Byen, hvor den skotskfødte musiker har boet det meste af sit liv.

- Da jeg havde holdt et par foredrag begyndte jeg at kunne mærke, at folk rent faktisk synes det var fedt, siger David Byrne.

Det tog hurtigt fart og han lavede hjemmesiden ’Reasons to be Cheerful’. Her er nyhederne inddelt i kategorier som ’Kultur’, ’Klima’ eller ’Sundhed’ og så er det ellers bare at kaste sig over fortællingerne om bilfri dage i Bogotá, om faldet af dødsfald forårsaget af stoffer i Vancouver eller verdens første kulstof-frie havn i Malmö.

Alt sammen med positive fortegn, som David Byrne selv tænker på, når han cykler rundt i New York. Han har aldrig ejet en bil, mens han har boet dér – for han bruger den tohjulede, som det foretrukne transportmiddel.

David Byrne foredrag på Københavns Hovedbibliotek under overskriften 'Reasons to be Cheerful'

Verdensstjernen har nu skiftet musikscener ud med podier i forelæsningssale, og energien fra albumudgivelserne er kanaliseret over i hjemmesiden ’Reasons to be Cheerful’ (Årsager til at være glad) – i al fald for en stund.

Nu er han på turne, for at udbrede budskabet om de gode nyheder og om hvor du kan finde dem henne. En turné, der i januar bragte ham forbi Københavns Hovedbibliotek, hvor han bød velkommen med varme øjne, der udstråler lige så meget glæde som det smil, han sender alle de, der står og sidder overfor ham.

Hans nærmest kridhvide hår matchede det mørke jakkesæt han stod i, på det lille podie i den kommunale sal.

For fristende at skyde skylden på Donald Trump

I det seneste år, har der været mange røster, som skyder skylden om den dårlige stemning i medierne, på den amerikanske præsident, Donald Trump.

Men selvom David Byrnes foreldrag, omhandler emner som kysser de politiske agendaer, er det nu ikke den amerikanske præsident, der har kastet benzin på bålet om nyheder der skal gøre dig glad.

- Det vil være for nemt og fristende, at skyde skylden på Trump. Det her projekt, startede før han blev valgt.

Dermed ikke sagt, at det politiske spil omkring præsidenten ikke rumsterer i David Byrnes tanker. Han prøver dog at isolere Trump og sætte folk omkring Trump i spil i stedet.

David Byrne som aktiv musiker i 2001. REUTERS/Molly Riley (Foto: Molly RILEY © Scanpix)

- Vi ved hvad Trump er. Vi ved, at han er racist. Så problemet er alle de andre politikere, der går med ham, ikke kritiserer ham og accepterer hans udtalelser. Det der dér, det dybere problem ligger.

David Byrne har altid haft en politisk stemme – både som privatperson og igennem musikken. Dog er Trump ikke katalysatoren for at dykke ned i de gode nyheder.

Det står klart for enhver, der læser artiklerne på hjemmesiden, oplever foredragene eller lytter til musikken på albummet ’American Utopia’, der udkommer fredag d. 9. marts. David Byrnes første soloalbum i 14 år.

Hverdagen igennem en hønes øjne

’American Utopia’ omhandler den uforklarlige og hjernevridende verden vi lever i.

Skildringer fra hverdagens lommefilosofi – set fra det menneskelige perspektiv, men også igennem øjnene på en høne. Dén sang hedder ’Every Day Is a Miracle’ (hver dag er et mirakel) – et direkte og meget positivt budskab.

"Bump! Hov - jeg lagde et æg... Et mirakel!"

David Byrne har arbejdet med hjemmesiden ’Reasons to be Cheerful’ og albummet på samme tid og det ene har ikke kunnet undgå at inspirere det andet.

- Jeg har ikke skrevet sange om vedvarende energi. Det må andre gøre. Men jeg har skrevet om folk, der stiller sig selv det spørgsmål; ’Hvem er jeg?’. ’Hvem er vi?’. ’Hvad foregår der her, og hvordan kan vi gøre det hele bedre?'.

Hør en sang fra David Byrnes nye album

0:00

Den evige jagt, som vi mennesker har, er i David Byrnes optik, jagten på frihed. På ’American Utopia’ synger han en linje om en million måder, at være fri på.

- Frihed er en masse muligheder, for at have et godt liv. Det betyder samtidig, at du må lave restriktioner på din frihed. At du må forlige dig med, at du bliver nødt til, at have det godt med andre mennesker. Frihed er ikke, at kunne gøre eller sige, lige præcis hvad du vil.

Undervejs i snakken, har David Byrne smilet og grinet. Som har han fundet de vises sten, der gør, at han får et bedre liv. Et liv i positivitet, som fokuserer på de gode nyheder. De nyheder, der skal gøre dig glad og fri.

Dem findes der, ifølge herren i det mørke jakkesæt, en hel del af, rundt omkring.

Facebook
Twitter