Muslimsk model dropper kometkarriere på grund af religion: 'Jeg kan kun skyde skylden på mig selv'

Halima Aden var i 2019 den første nogensinde til at være med i 'Sports Illustrated Swimsuit Issue' iført hijab og burkini.

Modellen Halima Aden trækker stikket og siger nej til at medvirke i flere modeshows på grund af sin religiøse overbevisning. (Foto: Stewart Cook/Shutterstock © Scanpix)

Det skabte vild debat, da den somalisk-amerikanske model Halima Aden sidste år figurerede på siderne i det legendariske bikini-blad 'Sports Illustrated Swimsuit Issue'.

Det gjorde det, fordi hun var den første model nogensinde, der prydede bladets sider iført hijab og burkini. Nogle hyldede tiltaget, mens andre kaldte hendes medvirken for et muslimsk "cirkus".

Nu har Halima Aden valgt helt at trække sig fra branchen - i hvert fald den del af branchen, der har at gøre med de store, glitrende modeshows. Det skriver The Guardian.

Halima Aden føler, at arbejdet i modebranchen kompromitterer hendes religiøse overbevisning. Hun fortæller ifølge The Guardian på sin Instagram, hvordan hun har misset sine daglige bønner, og hvordan hun engang skulle bruge et par jeans - fremfor en hijab - til at dække sit hår, når hun har gået modeshows.

- Jeg kan kun skyde skylden på mig selv for at gå mere op i mulighederne fremfor, hvad der egentlig er på spil, skriver hun ifølge The Guardian på sin Instagram-story i forbindelse med annonceringen.

Aden er før blevet hyldet som en foregangskvinde i forhold til muslimsk repræsentation i modebranchen.

Fans tager selfies med Halima Aden i forbindelse med et modeshow i Istanbul, Tyrkiet. (Foto: MURAD SEZER © Scanpix)

I 2018 blev Aden således den første kvinde klædt i hijab, der prydede forsiden af den britiske udgave af modebiblen Vogue. Og i 2016 var hun den første deltager i Miss Minnesota USA, der tog del i konkurrencen iført hijab og burkini. Hun nåede til semifinalen og skrev efterfølgende kontrakt med IMG Models.

Hun har siden brugt sin platform som model til at tale de muslimske kvinders sag i forhold til at blive set og repræsenteret i modeindustrien:

- Der er så mange muslimske kvinder, der føler, de ikke passer ind i samfundets skønheds-standarder, sagde hun til CNN i 2019.

- Og jeg vil blot fortælle dem, at det er okay at være anderledes; det er også smukt at være anderledes.

Den danske model Amina Adan har tidligere deltaget i et Max Mara-modeshow med Halima Aden, og hun udtalte i den forbindelse, at mode ikke bør handle om, hvilken religion man tilhører.

- Mode er jo for alle og ikke bare til høje, blonde piger, og mode handler ikke om, hvilken religion du tilhører. Så jeg synes, det er fedt, at vi er nået dertil, men jeg synes, det burde være sket noget før, sagde den danske model i 2018 til dr.dk.

Halima Aden til Vanity Fairs Oscar-fest tidligere i år. (Foto: Anthony Harvey/Shutterstock © Scanpix)

Der mangler kvindelige muslimske stylister

Kampen blev dog tilsyneladende for meget for Halima Aden, der blandt andet skrev på sin Instagram-story, at der er meget lidt forståelse for hijabben i modeindustrien.

- Der mangler kvindelige muslimske stylister i branchen, lød det blandt andet på hendes story.

Halima Aden har allerede modtaget støtte i kølvandet på sin beslutning.

Det har hun blandt andet fra model Gigi Hadid, der ifølge Daily Mail lagde en story på sin Instagram, hvor hun skrev:

- Min søster Halima, du har inspireret mig, siden den dag, jeg mødte dig, og du bliver ved med at gøre mig stolt.

Også sangeren og mode-mogulen Rihanna har vist sin støtte.

Halima Aden afslørede på sin story, at Rihanna, der står bag mærket Fenty, lod hende bruge sin egen hijab, da hun skulle tage billeder for netop Fenty. Det svarede Rihanna ifølge Sky News på i sin egen story med ordene: "Elsker dig så meget, min dronning."

Fik sit gennembrud i 2017

Halima Aden voksede op i Kenyas Kakuma-flygtningelejr, før hun som syvårig flyttede til USA med sin familie.

Kristian Keller, der er redaktionschef på Soundvenue, mener, at hun har været med til "at åbne døre" i modebranchen:

- Hendes betydning har været stor for et miljø, som normalt ikke selv har set sig som en del af modebranchen. Det betyder noget med repræsentation. At man kan se sig selv blive taget seriøst.

Han pointerer dog i samme åndedrag, at branchen har brugt Aden til at vise, at den er blevet omfavnende og mangfoldig. Vel at mærke uden, at det måske stikker særlig dybt.

- Der kommer tit nogle få, som bliver gjort meget store, hvor modebranchen siger: "Nu er du vores hijabklædte model. Nu er du vores store model."

Og det er netop derfor, hun nu trækker stikket, vurderer Keller:

- Hun føler, hun er blevet presset nogle steder hen, hvor hun ikke har haft lyst til at være.

Facebook
Twitter