Mystiske kastanjefigurer spreder sig efter Netflix-serie: 'Da jeg ser den, stivner jeg'

Dillen er uventet, men helt optimal markedsføring for 'Kastanjemanden', siger tv-seriens producer.

Kort efter at Louise Kristine Rishøj havde set Netflix-serien 'Kastanjemanden' med sin kæreste, blev hun mødt af to figurer i sit shelter. (© (c) privatfoto)

Klokken er tæt på midnat den 8. oktober 2021, da Louise Kristine Rishøj fra Snæbum trasker ned mod baghavens shelter, hvor hun har sovet hele sommeren og frem til nu.

Da hun ankommer, trækker hun myggenettet fra døråbningen og finder lommelygten på mobilen frem for at spotte eventuelle edderkopper.

- Jeg lyser op på en af hylderne i siden af shelteret, hvor jeg pludselig ser, at der står en kastanjemand. Da jeg ser den, stivner jeg.

- Og idet jeg kigger over på hylden i modsatte side, står der en til.

Først bliver Louise Kristine Rishøj bange, men hurtigt kan hun godt lægge to og to sammen. Hun havde nemlig lige set Netflix-serien 'Kastanjemanden' med sin kæreste, der i forvejen var træt af, at hun altid ville ud og sove i shelter. Så mon ikke, det var hans forsøg på at lokke hende tilbage?

Den var god nok.

- Tidligere på dagen havde han været ude for at gå en tur, og det viste sig, at han på vejen havde samlet kastanjer fra et kastanjetræ og taget dem med ned i værkstedet, hvor han havde stået og lavet figurerne, fortæller hun.

Kastanjefigur dukker op i flere hjem

Det er ikke kun på to shelterhylder i Snæbum, at der i kølvandet på den succesfulde danske Netflix-serie 'Kastanjemanden' er poppet mystiske skikkelser op. I Randers har en familie lavet 36 kastanjefigurer, som de har placeret på blandt andet trapper, ved rådhuset og på el-standere. Det har TV2 Østjylland skrevet om her. Det østjyske medie og avisen Nordjyske har desuden opfordret folk på Facebook til at dele billeder af kastanjefigurer i kommentarsporene, hvilket de i den grad har gjort.

Nordjyske Jesper Olsen står jævnligt op om natten for at fiske, men en oktoberdag i år ændrede han kursen en smule. I stedet for at gå direkte ned til kutteren, slog han et smut forbi sin søster og satte i ly af mørket en kastanjefigur på taget af hendes bil. (Foto: (Privat foto))

Også på sociale medier som Instagram bliver der delt billeder under #kastanjemanden, hvor folk viser de figurer frem, de eksempelvis har fundet på kontoret eller ved bilen.

I Nordjylland omkring Thorup Strand ville Jesper Olsen overraske sin søster, da han vidste, at hun netop var i gang med at se 'Kastanjemanden'.

- Jeg er fisker og oppe om natten, så da jeg var på vej ned til kutteren, gik jeg forbi min søsters hus og satte den på taget af hendes bil. Jeg kan godt lide at gøre hende forskrækket en gang imellem, fortæller han.

I Aalborg havde Tamara Najafi set Netflix-serien med sin kæreste, og kort efter stod der pludselig en kastanjefigur ovenpå toiletrullerne, da hun gik på badeværelset. (Foto: (Privat foto))

Men da han ringede til hende op ad dagen, var meldingen skuffende. For søsteren havde ikke set den på bilen, da hun var kørt på arbejde.

Ekspert: Figurerne bliver små reklamesøjler for serien

Og det er slet ikke overraskende, at serie-slugerne begynder at digte videre på historierne, fortæller Henrik Højer, der er ekspert i film, tv og streaming på VIA University College.

- Med 'Kastanjemanden' har de ramt et virkelig genkendeligt og let kopierbart billede, som også passer med årstiden, hvilket gør, at folk kan lege med på universet.

- Jeg ved ikke, om det er et bevidst marketingstrick, at serien ligger i kastanjesæsonen, men det giver fantastisk god mening.

Der er ifølge ham masser af eksempler på, at film- og serieskaberne tænker over, hvordan man med et stærkt univers, karakterer og billeder kan få brugerne til at blive medskabere og dermed ambassadører for ens fortælling.

- Og det er det, der sker med kastanjefigurerne. De bliver til små reklamesøjler for tv-serien.

Ifølge producer på 'Kastanjemanden' Morten Kjems Hytten Juhl er det helt bevidst, at man har lagt serien midt i kastanjesæsonen. Men dillen med figurerne er ikke noget, man havde kalkuleret med.

- Da de puttede en strikket sweater på Sarah Lund i 'Forbrydelsen', tror jeg heller ikke, de havde nogen ide om, at det blev en ting, siger han og tilføjer, at han dog ikke ved det nærmere, fordi han ikke var med på serien.

Men der er ingen tvivl om, "at der ikke er noget federe, end når fiktion ryger ud i virkeligheden, fordi det er større end markedsføring", fortæller han.

(Foto: (privatfoto))

'Kastanjemanden' er ikke det eneste sted, hvor film er rykket fra fiktion og ud i virkeligheden.

Eksempelvis i HBO-serien 'The Handmaid's Tale', hvor de røde kåber og hvide kyser, kvinderne går i, efterfølgende er blevet brugt under demonstrationer i USA, Sydamerika og England. Her har kvinder på samme måde brugt dragterne som et symbol på selv at kunne bestemme over egen krop.

Eller den ikoniske Guy Fawkes-maske med røde kinder og overraskende øjenbryn, der trækker tråde til filmen 'V for Vendetta' og er blevet brugt af Anonymous- og Occupy-bevægelsen.

Og så er der netop nu Netflix' mest populære debutserie nogensinde, 'Squid Game', hvor mange ifølge Henrik Høier har mødt serien for første gang på det sociale medie Tiktok, hvor folk laver flere tusinde memes med den hver dag.

Facebook
Twitter