Når blege mænd går metal-amok

Fra Black Sabbath til Copenhell: Heavy metal har altid været domineret af vrede, hvide mænd - men vrede, hvide mænd spiser også rugbrødsmadder.

I det gullige lys fra glødepærer monteret i et par orange pendler sidder folkeskolelærer Mario Giovagnoli og skærer en leverpostejmad i mundrette bidder. Hans lille søn hopper ivrigt op og ned i sin højstol, mens storesøster er gået ombord i madder belagt med remoulade og majonæse.

- Der er ikke nogen modsætning mellem at være familiefar og forsanger i et metalband.

- Alice Cooper, der er en af stamfædrene i heavy metal, skulle efter sigende være en fantastisk familiefar, som kører alle kvarterets børn til fodbold og arrangerer barbecue for alle på vejen, siger Mario Giovagnoli og folder sirligt en snot- og leverpostejsindsmurt vådserviet:

- Det her er den gamle drengedrøm, der bliver vækket til live igen.

DR besøger Mario Giovagnoli i familiens rødstenshus på det ydre Østerbro, få timer før han træder på scenen med det københavnske metalband SpitAnger.

Bleer om dagen - heavy om aftenen

Mario er nyeste mand i bandet og er blevet hevet ind af en gammel kammerat, der spiller bas, og nu har den halvt danske, halvt italienske familiefar brugt den sidste halvanden måned af sin barsel på at skrive sangtekster og lære SpitAngers hårdtslående repertoire.

Om få timer står den 40-årige folkeskolelærer i front for metalkvartetten og udlever drengedrømmen foran et inkarneret og forventningsfyldt metalpublikum.

Se klip fra Mario Giovagnolis dag med børnepasning og heavykoncert i videoen over artiklen.

Stik modsat fordommene hos mange uindviede er Mario Giovagnoli et godt billede på den typiske heavy metal-fan og på de titusinder af metalhoveder, der i disse dage vil indtage pladsen ved det gamle B&W-værft på Refshaleøen i København til den syvende udgave af Copenhell. Selv om musikken er aggressiv, og der synges (og brøles, skriges og growles) om død, satan og ødelæggelse, er rygterne om de farlige metalfans nemlig stærkt overdrevne.

Det mener musikformidler Anders Bøtter, der er vært og bestyrer på P6 Beats ugentlige metalmagasin Sort Søndag.

- Fordommen om, at metalelskere er aggressive, er en gigantisk fejltagelse. Jeg tror, at rigtig mange, der hører metal, får aggressioner og indestængte følelser ud gennem musikken.

- Selv om metalfans kan se meget brovtne og aggressive ud med farlige tatoveringer og den slags, så er der et indre, der er i langt mere harmoni med sig selv, end man ser i mange andre musikmiljøer, siger Anders Bøtter.

Vrede, hvide mænd

Det er dog ikke den eneste imageudfordring, heavy metal kæmper med. Genren er notorisk forbundet med ikke blot vrede, men også meget hvide mænd, og i en tid med stadigt voksende fokus på køn og etnicitet i musikbranchen vil årets Copenhell-lineup næppe blive tildelt nogen ligestillingspriser.

Men ifølge Anders Bøtter er der ikke noget odiøst i metalverdenens underskud på kvinder og mørk pigment. Det hænger sammen med genrens historiske baggrund.

- Heavy metal stammer fra den hvide arbejderklasse i slutningen af 60’erne og starten af 70'erne, hvor den blev grundlagt af et band som Black Sabbath, der kommer fra Birminghams industrikvarter.

Radiovært på P6 Beat Anders Bøtter fortæller om metalgenren og dens fans.

- Det er stadig i den vestlige verden, man finder den største koncentration af metalbands og -fans, men metal er et globalt fænomen, og der er masser bands i for eksempel Latinamerika og Asien.

- Publikum bakker også op om, at der er kvinder i bandsene eller i front for dem. Det gennemsnitlige metalpublikum er interesseret i at støtte diversitet og synes, det er megafedt, når konventionerne bliver brudt.

Når Copenhell åbner portene i dag og tager imod en rekordstor horde af metalelskere, er der særligt en oplevelse, som Anders Bøtter og Mario Giovagnoli ser frem til.

- Det bliver kæmpestort at se Black Sabbath på deres sidste tour. Jeg vil vove den påstand, at Black Sabbath er et af verdens mest indflydelsesrige bands, og jeg sætter dem helt op på linje med Elvis og Beatles. De er pionererne inden for metalgenren, og det er en milepæl i musikhistorien, der kommer og siger farvel, siger Anders Bøtter.

Ozzy Osbourne i front for Black Sabbath på Roskilde Festival 2005 (Foto: kristian Juul Pedersen © Scanpix)

Samme æresfrygt for Black Sabbath har Mario Giovagnoli:

- Det var et af de første bands, jeg var fan af, og det var på grund af Black Sabbath, at jeg i år købte billet til Copenhell, et minut efter de var sat til salg. Dem ville jeg ikke gå glip af.

I dag, lidt over et år efter Mario Giovagnoli fik sin drengedrøm genoplivet og byttede sit gamle cover-rockband ud med SpitAnger, ser han stadig intet kontrastfyldt i at jonglere mellem bleskift og havearbejde og at turnere og skyde musikvideoer som frontmand i et metalband.

- Det er nok mere omverdenens fordomme, der gør, at folk tænker på stoffer, druk og dit og dat, når det handler om metal. Men vi skal jo også have rugbrødsmadder, griner han.

Facebook
Twitter