Når Kim Larsen kom på stamværtshuset, sagde han altid: 'Nu er jeg her, livet er dejligt, hygger I jer?'

På Lørups Vinstue i Odense fik Kim Larsen lov til bare at være Kim.

På den ene væg hænger et stort sort/hvid-foto i guldramme. Forrest i billedet står Kim Larsen i front for Gasolin midt i en koncert.

Kim Larsen var Lørups Vinstues mest berømte stamkunde. Men på værtshuset var han bare Kim.

Den folkekære spillemands lejlighed lå på samme gade som værtshuset, og en øl på 'Lørups' har været et fast og dagligt ritual for ham i mange år. Det fortæller Nikolaj Haun Hansen, som er daglig leder på værtshuset.

- Kim var altid munter og kom ind og annoncerede, at ’nu er jeg her, livet er dejligt, hygger I jer?´. Så kom han op til baren og lavede sin sædvanlige bestilling, som var en miks, en fadøl blandet af pilsner og classic. Den skulle se ud som på reklamen, så den måtte gerne flyde over med skum, fortæller Nikolaj Haun Hansen, som har serveret mange miks-fadøl for Kim Larsen.

Nikolaj Haun Hansen er daglig leder på Lørups Vinstue i Odense. (Foto: © Anne Mette Thrane - DR Fyn)

- Så når han havde fået sin øl, så satte han sig ned og gik i sådan en meditativ tilstand, hvor han sad og kiggede på folk og bare observerede. Efter den ene øl rejste han sig og sagde ’så må i hygge jer’, og så gik han igen, fortæller Nikolaj Haun Hansen.

Mindes med en øl og en smøg

I dag er der ekstra mange mennesker på Lørups Vinstue. Mange af de faste gæster er nemlig mødt op for at mindes Kim Larsen. En af dem er Peter Milling.

- Vi sidder her og stille mindes ham og taler lidt med andre vi kender, som jo også har mødt og kendt ham og udveksler lidt anekdoter. Og det er nok i Larsens ånd – at det foregår her med en øl og en smøg, siger han.

Peter Milling har tit sludret med Kim Larsen på Lørups Vinstue og har også spillet sammen med ham i et skuespil. (Foto: © Anne Mette Thrane - DR Fyn)

Med Kim Larsens død har Peter Milling ikke kun mistet en kammerat. Kim Larsen var mere end det, siger han.

- Det er trist og mærkeligt, fordi det jo ikke kun er et dødsfald, men en tid, der er forbi. Så nu skal vi klare os selv, siger Peter Milling og tilføjer, at Kim Larsen på mange måder var hele landets folkeeje:

- Vi har alle sammen et forhold til Kim Larsen, og vi føler alle sammen, vi kender ham, måske fordi han kendte os.

Dagen igennem er bunkerne af blomster, farvelbreve og cigaretter vokset uden for Kim Larsens lejlighed i Odense. Herunder kan du se, hvad folk har lagt til minde om den folkekære musiker:

  • Bunkerne af blomsterne voksede hurtigt fra nyheden om hans død kom frem i formiddags.
  • En henvisning til Kim Larsens kamp mod rygeloven.
  • Flere har sat Kim Larsens yndlingsøl - en 'miks'. (Foto: © Anne Mette Dam Thrane DR Fyn)
  • Der er mange søde ord til Kim Larsen blandt blomsterne.
  • Både voksne og børn har lagt hilsner foran Odense-lejligheden.
  • Kim Larsen pryder væggen på Lørups Vinstue. Alligevel fik han lov at være privat, når han var der. (Foto: © Anne Mette Thrane - DR Fyn)
1 / 6