'Når man er transkønnet, tror folk, at alt bare bliver godt, når man har skiftet køn'

I dokumentaren 'Drømmeprins' har en instruktør i ti år fulgt Erik, der fik tildelt kvindekønnet ved fødslen. 

I ti år har instruktøren Jessica Nettelbladt fulgt Erik, der er transkønnet. (Foto: PRIVAT)

- Det var en maske, jeg fik – men det var aldrig mig.

Erik taler forsigtigt. Som om han er bange for at komme til at sige noget forkert. Eller ikke at få sagt det tydeligt nok, så det kan forstås.

Han har altid været introvert, fortæller han. Alligevel er der også en kraft, der ligger og ulmer bag hans ord. Det er til at fornemme, at han har været trukket igennem mere, end hvad der vil blive betragtet som rimeligt for et barn. Og at han nu har kæmpet sig igennem det. Mens kameraet rullede foran ham.

Han fik tildelt kvindekønnet ved fødslen. Det navn, han voksede op med, vil han ikke have gengivet - det er for følsomt for ham, fortæller han.

- Jeg har altid vidst, at der var noget inde i mig, der var forkert, og at jeg var en dreng i en forkert krop. Selv da jeg var et lille barn, vidste jeg det. Jeg havde bare ikke ordene til at udtrykke, hvilke følelser jeg havde indeni, siger Erik.

Erik er i dag 29 år. Da han var 17 og boede i Rosengården i Malmø, introducerede hans gymnasielærer ham for sin veninde – instruktøren Jessica Nettelbladt. Erik var netop begyndt på det store skifte, han skulle igennem, med de hormoner, der skulle hjælpe ham med at blive til den dreng og mand, som han altid havde ønsket at være. Og den rejse ville Jessica Nettelbladt gerne følge.

- Pludselig fik jeg en følelse af, at en person, der lige havde mødt mig, ville bruge sin tid på mig. En person gik op i mig. Det var ikke en følelse, jeg havde haft før, siger han.

I ti år – fra Erik var 17, til han var 27 år – fulgte Jessica Nettelbladt ham. I løbet af de ti år lærte han, at der var andre, der bekymrede sig om ham, og han lærte at finde sin plads i verden i den krop, han altid havde ønsket.

Men det var ikke en let rejse – heller ikke da han var færdig med sine hormoner og operationer.

'Jeg var bange for at skuffe dem'

Erik stod på den anden side af sit kønsskifte og havde arbejde som rengøringsmand i den svenske kirke, da han blev ramt af en depression.

Selvom han på det her tidspunkt var otte år inde i dokumentaren, og var blevet til den mand, han som lille barn havde ønsket så inderligt at blive, kom en række gamle minder og tanker op til overfladen.

- Jeg var fanget i et arbejde, jeg ikke kunne lide. Jeg begyndte at falde ned i depressionen, og jeg begyndte at huske de ting, jeg havde været igennem, fortæller Erik.

Hans barndom var præget af at skulle kæmpe med ting inde i og uden for hans krop.

Fortiden havde indhentet ham, og hans ar var revet op.

Erik har altid følt, at han var født i den forkerte krop. Han føler, at han kigger på en tvillingesøster, når han i dag ser billeder af sig selv som barn. (Foto: PRIVAT)

- Jeg var nødt til at behandle mit mentale helbred og det, jeg havde været igennem i min barndom med mobning og seksuelt misbrug. Og så traumet med at skulle igennem kønsskiftet.

Erik tror selv, at én af grundene til, at han blev mobbet som barn, var, at han var fanget i en forkert krop, men ikke kunne finde ud af at fortælle andre om det. Han føler ikke, at han kunne være sig selv eller finde ud af at være sammen med folk, fordi alting føltes forkert indeni.

- Det holdt mig tilbage fra at have dét, der kunne være en god tid, siger han.

Da han først begyndte sit kønsskifte, oversvømmede en masse nye tanker ham. Den introverte side i ham havde altid fået ham til at sørge for alle andres velbefindende – at please andre og sikre sig, at de havde det godt. Og det var svært, da han måtte sætte sig selv først og var nødt til at fortælle sine forældre om ønsket om at skifte køn.

- Jeg ville gerne have, at de stadig elskede mig. Jeg var bange for at skuffe dem, og at de ikke ville elske mig mere, genkalder Erik.

- Det var selvfølgelig hårdt for mine forældre til at begynde med. Både at acceptere det og forstå det. Det var en proces for mig at lære om det i første omgang, og bagefter var det en proces for mine forældre og mine få venner at lære om det og acceptere det. Men de stoppede ikke med at elske mig, fortæller han.

Alligevel blev det for meget for ham, og depressionen fik så godt fat i ham, at han måtte hjælpe sig selv ud af den.

Da Erik havde gennemgået sit kønsskifte, blev han ramt af depression. Traumer fra barndommen overvældede ham. Han besluttede sig for at gå caminoen for at arbejde med sit mentale helbred. (Foto: Jessica Nettelbladt)

Pillede masken af

- Caminoen var på min bucket list. Jeg havde sagt, at jeg gerne ville gøre det en dag – og for mig betød det om nogle år, men for Jessica betød det året efter. Så vi besluttede os for at gøre det, siger Erik.

Han var sygemeldt og tog til Frankrig for at begynde den flere hundrede kilometer og flere uger lange gåtur, og Jessica Nettelbladt fulgte med ham med sit kamera. Hun var blevet en tæt ven for ham, og over for hende kunne han være ærlig i forhold til de tanker, han gik og bar rundt på.

Det blev en helingsproces for Erik. Traumerne fra barndommen. Følelserne af at føle sig forkert – og være forkert. Lettelsen over at være blevet den, han altid havde ønsket at være, men også forsøget på at lære at være dén person. At lære at være en mand og transkønnet.

Der var pludselig plads og tid til at reflektere og behandle det hele – langt fra Malmø og Rosengården.

- Jeg var lettet, da jeg begyndte mit kønsskifte. Jeg havde haft skyer foran mine øjne, før jeg begyndte på hormoner og gennemgik mine operationer. Jeg følte mig alene. Men pludselig forsvandt skyerne for mine øjne, og jeg kunne se tingene mere tydeligt, siger Erik.

- Når man er transkønnet, tror folk, at alt bare bliver godt, når man har skiftet køn. Men alt man har været igennem, og følelsen af at leve med kønsdysfori, vil altid nage bagerst i mit hoved. Det er svage ar, men arrene vil altid være der, fortæller han.

Erik har i dag lært at leve med sine ar.

Han er glad. Han er gift med sin kone, Martyna, og sammen bor de i et hus på landet i Skåne. Han har et job, som han er glad for, og han har sine venner og sine forældre.

Erik er i dag 29 år og bor i Skåne med sin kone, Martyna. Han er glad og føler, at livet er værd at leve. (Foto: Jessica Nettelbladt)

- Den krop, jeg havde dengang, var en maske. Men langsomt pillede jeg masken af, siger Erik.

Sammen med Jessica Nettelbladt fortæller han nu hele historien om at være transkønnet og de tanker, der kan tynge én.

- Jeg håber, at jeg med den her dokumentar kan give noget håb til dem, der har lignende oplevelser. Fortælle dem, at tingene vil blive bedre. Og så håber jeg, at dem, der ikke har de her oplevelser, bliver bevidste og opmærksomme på at respektere, at vi alle er unikke, og at alle skal accepteres og respekteres, fortæller Erik.

FacebookTwitter