Filminstruktøren Anne Wivel var en af Per Kirkebys nære venner. I 2015 lavede hun portrætfilmen 'Mand falder', hvor hun beskrev, hvordan Per Kirkeby kæmpede med store udfordringer efter et fald, som tilføjede kunstneren en hjerneskade og bandt ham til en kørestol.
- Jeg har betragtet Per som en nær ven i mange år. Det er stort tab, og jeg er ret berørt. Men vi har vidst, hvilken vej det gik, for han har jo været syg i nogle år.
- Jeg er ret glad for, at vi fik lavet den film sammen. Det var begyndelsen på noget, som desværre ikke blev bedre, siger hun.
Selvom Anne Wivel er meget berørt af vennens død, så kan hun stadig glæde sig over det værk, som han efterlader.
- Han var en meget stor kunstner. Han har lavet billeder af ufattelig stor betydning. Han kan roligt forlade jorden, for han lever videre i form af sin kunst.
Anne Wivel skildrede i filmen, hvordan Per Kirkeby trods sit handicap efter ulykken stædigt forsøgte at arbejde videre.
- Han fik kraftigt besvær med sit syn, og det er jo ret afgørende som kunstner. Han var stadig utrolig arbejdsom og pligtopfyldende, og det var ret centralt for ham i hele hans virke. Han prøvede at fatte, hvad hans begrænsninger var og forsøgte at vinde et helt nyt terræn.
- Men han ramlede ind i nederlag. Når han skulle sidde og vurdere sit værk, så kunne han ikke genkende det, han havde lavet. Han tabte overblikket, selvom han kæmpede tappert imod sygdommen. Det var meget hårdt for ham, og det var hårdt at se på, siger Ann Wivel.