Nanna har skrevet teater om kikset sex, angst og ensomhed

'My Heartache Brings All The Boys To The Yard' på Aarhus Teater sætter spot på ungdommens konstante jagt på lykke og alle de ting, vi normalt ikke tør sige højt.

(Foto: Anna Marin)

Er du egentlig lykkelig?

Er dit forhold egentlig så perfekt, som du tror? Lever du det liv, som du gerne vil? Burde du ikke bare rejse til New York og bo dér et par måneder? Og hvornår var det nu, du skulle gå Caminoen?

Dramatiker og skuespiller Nanna Cecilie Bang sætter med stykket ’My Heartache Brings All The Boys To The Yard’ fokus på den tvivl og de spørgsmål, som mange unge – de såkaldte millenials – dagligt render rundt og stiller sig selv.

Virker stykkets titel bekendt? Den er inspireret af Kelis' kæmpehit 'Milkshake' fra 2003, som du kan høre lige her.

Kelis - Milkshake

Under forestillingen er publikum bænket i bløde sofaer, mens skuespillerne bevæger sig frit omkring i rummet. (Foto: Anna Marin)

En generation, der selvom telefonen bugner af kontakter og likes, i mange tilfælde kæmper med en nærmest konstant følelse af ensomhed. Og der for alt i verden ikke vil stille sig tilfredse med middelmådigheden, selvom de er ved at brænde sammen i deres egen jagt på det unikke og perfekte liv.

- Jeg havde lyst til at skrive en forestilling, hvor der var plads til det hele. Dårligt selvværd, tvivl, middelmådighed, ensomhed og ikke mindst angsten for, om man mon er den eneste i verden, der har det sådan, siger Nanna Cecilie Bang, der står bag stykket, som lige nu kan opleves på Aarhus Teater.

Kender du de dage, hvor du finder et kondom på gaden og ville ønske, at det var dig, der havde haft det oppe i dig?

Fra stykket 'My Heartache Brings Alle The Boys To The Yard'

Tør at sige de ubehagelige ting højt

Forestillingen består af en række monologer – de fleste som tale og enkelte som sang – fremført på skift af stykkets tre skuespillere. Hver især sætter de med en provokerende og nærmest ubehagelig ærlighed deres mørkeste og inderste tanker til skue og løfter låget for den konstante tvivl om, hvorvidt man nu er god nok, elsket nok og lykkelig nok.

Jeg vil hellere have, at mit stykke kan sætte nogle tanker i gang hos publikum, end at jeg bevidst skal proppe en problemstilling ned i halsen på folk.

Nanna Cecilie Bang

- Jeg synes, at jeg oplevede en følelse af tvivl overalt omkring mig. Tvivlen på, om man egentlig lever det liv, man gerne vil leve, og om man egentlig er lykkelig? Jeg synes, det var interessant at sætte de her tanker og følelser til skue og turde at sige dem højt, siger hun.

Selvom forestillingen naturligt skriver sig ind i debatten om millenial-generationen og dennes til tider forkvaklede forhold til egne og omverdenens forventninger, har Nanna Cecilie Bang ikke tænkt stykket som decideret samfundskritisk.

- Jeg har ikke specifikt skrevet stykket for nødvendigvis at sætte fokus på et problem i vores samfund. Jeg ville bare gerne beskrive de her særlige tanker og følelser, som mange går rundt med, siger hun.

- Jeg vil hellere have, at mit stykke kan sætte nogle tanker i gang hos publikum, end at jeg bevidst skal proppe en problemstilling ned i halsen på folk, forklarer Nanna Cecilie Bang, der i 2015 modtog Reumerts Talenpris for sit virke som skuespiller.

'Hvad fanden er det egentlig, jeg sidder og skriver?'

I løbet af det cirka en time lange stykke dykker de tre karakterer ned i alt fra akavede engangsknald, fordrukne byture og forbudte sexfantasier til smertelige kærestesorger og selvmordstanker.

- Stykket handler meget om de tanker, som man normalt lægger låg på og ikke siger højt. De ting, hvor man siger til sig selv: ’Ej, det skal jeg ikke tænke på’.

Vil du komme herhjem og kneppe mig og bagefter trøste mig, når jeg græder over, at det ikke er dig, jeg vil ha'?

Fra stykket 'My Heartache Brings All The Boys To The Yard'

Men i 'My Heartache Brings All The Boys To The Yard' er der langt til det filter, vi normalt putter ned over både vores Instagram-billeder og vores tankestrømme.

- Da jeg sad og skrev på stykket, tænkte jeg ’Okay, hvor langt kan jeg tage det her ud? Hvor ærlige kan de her mennesker være? Hvad fanden er det egentlig, jeg sidder og skriver? Kan man godt sige de her ting?', forklarer Nanna Cecilie Bang.

My Heartache Brings All The Boys To The Yard
  • Skrevet af Nanna Cecilie Bang
  • Instrueret af Morten Lundgaard
  • Havde premiere på Aarhus Teater den 16. februar
  • Stykker spiller frem til den 16. marts

- Vi tænker jo alle sammen alle mulige grænseoverskridende ting hele tiden, og i stykket bliver de så også sagt højt. Jeg tror, det ville være befriende, hvis det nogle gange var de ting, der kom ud af munden på os, i stedet for det, vi tror, folk gerne vil høre.

Befriende at tankerne bliver sagt højt

Stykket har i knap en måned haft hjemme på Aarhus Teaters eksperimenterende scene 'Studio' og har høstet både fine anmeldelser og en god bunke stjerner hos anmelderne.

Men også publikum har vist sig at være begejstrede for stykkets rå portræt af ungdommens sindstilstand anno 2018.

- Der er flere, der er kommet til mig og har sagt, hvor befriende det var, at nogen endelig sagde de her ting højt, fortæller Nanna Cecilie Bang.

Skuespiller Anna Nøhr Tolstrup spiller én af de tre roller i 'My Heartache Brings All The Boys To The Yard'. De andre skuespillere i stykket er Christian Hetland og Asta Kamma August. (Foto: Anna Marin)

Og noget tyder på, at stykket måske på samme måde som den norske kultserie 'Skam' har formået at skabe et ungdomsportræt, som rammer bredt ned mellem generationskløfterne.

Nanna Cecilie Bang har modtaget kommentarer og roser fra både unge som gamle teatergængere, som alle har følt, at de kunne genkende deres egne ungdomsår i stykket - og det glæder det unge teater-talent.

- Som dramatiker er det altid dejligt at høre, at det man laver, har berørt folk, og at de har følt sig set og hørt, slutter hun.

'My Heartache Brings All The Boys To The Yard' kan opleves på Aarhus Teater frem til den 16. marts.

(Foto: COLOURBOX)