Nephew-guitarist åbner kunstnerkollektiv i Hollywood

Kristian Riis danner luftbro for dansk erhverv til USA - med kunsten og kulturen forrest.

Sharin Foo og Kristian Riis. (Foto: Martin Fält)

Kristian Riis er guitarist i et af Danmarks største rockbands Nephew. Men han er også en iværksætter, som nu vil bruge sit store netværk i USA og Danmark til at fremme dansk og nordisk kunst og kultur i USA.

Med en fornem adresse med udsigt til Hollywood Hills, kan nordiske virksomheder, kunstnere og musikere få en base at arbejde ud fra i USA.

- Man kan godt kalde det en kulturel luftbro, med det er også med øje for det kommercielle og forretningsmæssige, at jeg kaster mig ud i det her projekt.

Projektet kalder Kristian Riis for en 'kulturambassade' under overskriften 'Nordic LA', og det vil tage udgangspunkt i den nordiske kultur, der både er rig på kvalitet og i støttekroner.

Der er dog ikke samme understøttelse til kunstnere fra statens side i USA, som der er i lande som Norge, Sverige og Danmark, hvilket kan gøre forholdene for nordiske kunstnere i USA til en noget udfordrende størrelse.

Kristian Riis. Guitarist i Nephew og en af initiativtagerne til den nordiske kulturambassade i USA - Nordic LA (Foto: Martin Fält)

- Vi skaber en forretningsplan for nordisk kunst, kultur og design i USA, for jeg tror, at det er vigtigt, at nordiske kunstnere anskuer deres kunst som en type forretning.

Et værelse med udsigt

Fysisk har Kristian Riis og musikeren Sharin Foo været med til at etablere et kontorfællesskab på en af Los Angeles' fornemste adresser - Hollywood Boulevard - med udsigt over Hollywood Hills og det legendariske Hollywood-skilt.

Her er det tanken, at det store kontor vil blive fyldt med nordiske iværksættere, designere, filmskabere, musikere og mange andre, der har ambitioner om at komme ind på det amerikanske marked.

I den nordiske kultur er der mange aktører, der håber på at kunne leve 'den amerikanske drøm'. At man som kunstner kommer til USA, bliver opdaget eller dumper ind i de rigtige mennesker og lever er liv i rigdom og lykke.

Virkeligheden er dog langt fra så rosenrød, som den bliver portrætteret i bøger, film, kunsten og drømmene.

Nordic LA vil prøve at hjælpe med at skabe forbindelse mellem Norden og USA på en konstruktiv måde. Men det er væsentligt, at det er kunsten og kulturen, der er i centrum.

Sharin Foo og Kristian Riis. Sammen har de arbejdet med Nordic LA i tre år. Nu er det en realitet. (Foto: Martin Fält)

- Ofte når man oplever kommercielle fremstød fra danske virksomheder i USA til en reception, slutter det hele af med, at der sidder en musiker i hjørnet og leverer lidt underholdning. Det vil vi gerne vende rundt og sætte kulturen først, for den er der også økonomiske interesser i.

Ventede på bussen der aldrig kom

I det hele taget er der der en stigende interesse for dansk design og film på den anden side af Atlanten med møbler og skuespillere, der oftere dukker op i den amerikanske kulturindustri.

Samtidig har en lang række nordiske musikere bosat sig især i Los Angeles og har opnået stor succes.

Én af dem, er den danske musiker Sharin Foo, der siden årtusindskiftet har været med i duoen The Raveonettes sammen med Sønderborg-drengen Sune Rose Wagner. Hun er med til at stifte Nordic LA med Kristian Riis og er klar til at dele ud af sine erfaringer fra mødet med det amerikanske kulturmiljø.

Sharin flyttede til Los Angeles for ti år siden for at bo i popkulturens centrum og være tæt på miljøets ikoner og myter. Det har været som at leve side om side med en drøm, men der har også været udfordringer, som den næste generation af kunstnere forhåbentlig kan lære af.

- I Raveonettes har vi for eksempel oplevet, at de folk, der skulle forvalte vores forretning og rådgive os, ikke altid har været til at stole på. Så derfor vil jeg gerne være med til at sige til de nye artister - 'lad være med at begå samme fejl som mig'.

Sharin husker blandt andet, at de ventede uendeligt på en tourbus, der skulle fragte Raveonettes rundt på landevejene. Den ankom aldrig, fordi den aldrig var blevet betalt.

Samtidig har de fragtet udstyr for svimlende summer rundt i verden, frem for at leje udstyret på de steder, de skulle hen - som er væsentligt billigere.

Det er fejl, man kun laver én gang - men fejl, som Sharin Foo gerne vil dele med andre, så de ikke kommer til at stå i samme situation. Vidensdeling, men også inspiration, er den væsentligste drivkraft for hende i projektet Nordic LA.

Sharin Foo har draget sine egne - til tider bitre - erfaringer om livet som musiker i USA. Nu deler hun ud af dem. (Foto: Martin Fält)

- Som musiker kan man ofte føle at stå alene i en hvirvelvind, hvor drømmen går i opfyldelse, men det går også så stærkt, og vi har, som musikalske kollegaer, været for dårlige til at bruge hinanden.

Sharin Foo refererer til navne som Mew og Junior Senior, der også har oplevet stor international anerkendelse og oplevet de samme problematikker ude i den store verden som The Raveonettes.

Det kunne måske have været anderledes, hvis de havde haft en platform at arbejde ud fra.

Svenskerne har altid haft et forspring

Selvom Sharin Foo og Kristian Riis begge slår på, at der er stor fokus fra USA på kulturen fra et samlet Norden, er de også enige om, at svenskerne har været langt foran resten af de nordiske lande, når det kommer til at sprede deres musik, film og kunst til resten af verden.

Ifølge Kristian Riis starter det allerede i folkeskolen, hvor de har sat musik på skoleskemaet.

Det har de naturligvis også i andre nordiske lande - dog er der en forskel.

- Det virker som om, at svenskerne tager det mere seriøst. Desuden tør man tænke stort og anerkende musik som et erhverv med et stort eksportpotentiale, siger han.

- Man støtter virksomheder, der arbejder med musik og sørger for at skabe en branche bag de kreative, så man som artist kan finde sparringspartnere på internationalt niveau i Sverige. Det kan vi lære af i Danmark. Musikvirksomheder er også erhverv.

Nordic LA skal fungere som et arbejdsfællesskab om dagen. Om aftenen åbner stedet op med offentlige arrangementer som eksempelvis middage, lanceringer, talks, udstillinger og koncerter med artister fra hele Norden.

Porten til USA åbner den 10. november i år.

Facebook
Twitter