Netflix indgår forlig med satanister

Satanisk tempel sagsøgte Netflix for 327 millioner kroner.

Det er Netflix' brug af denne statue, der angiveligt har kostet op mod 327 millioner kroner. (Foto: STAFF © Scanpix)

I flere måneder har streaming-giganten Netlix ligget i strid med en gruppe satanister. Nu er striden endt i en aftale til satanisternes fordel.

Stridens hovedperson hedder Baphomet og er en mand med et gedehoved, vinger og en femtakket stjerne i panden. I form af en statue, vel at mærke.

I oktober sagsøgte den sataniske organisation The Satanic Temple film- og serieproducenten for 50 millioner dollars. Det svarer til 327 millioner danske kroner.

Satanisterne anklagede Netflix for at bruge en kopi af den statue af Baphomet, som satanisterne i The Satanic Temple tilbeder, i serien 'Chilling Adventures of Sabrina', der handler om en ung heks.

Som at bruge en moské

I dag indgik de to organisationer så et forlig. Det er ikke klart, hvor stor en del af de 327 millioner kroner, gruppen af satanister fik, men gruppens leder, Lucien Greaves, er tilfreds og kalder processen 'fredelig'.

Lucien Greaves anklagede oprindeligt Netflix-serien for at:

- tilegne sig vores copyright-beskyttede monument for at fremme deres latterlige satanismeforskrækkede fiktion, skrev han på sin Twitter-profil.

Sammenlign selv på Lucien Greaves' Twitterprofil her.

Statuen af gedemanden optrådte i fire afsnit af serien.

På Twitter skriver lederen af templet, at han har modtaget mange hademails efter nyheden om søgsmålet kom frem. Det har han dog ikke meget til overs for.

- Jeg er overrasket over, at nogen er forvirrede over, hvorfor vi har søgt retslig hjælp over for Sabrinas (seriens hovedperson, red.) brug af vores monument. Ville de være lige så forstående overfor et fiktivt show, der brugte en rigtig moské som hovedkvarteret for en terroristcelle?, spørger Lucien Greaves retorisk.

Sagnfiguren Baphomet daterer tilbage til 1200-tallet og har været mål for flere okkulte gruppers tilbedelse. The Satanic Temple arbejder på at få statuen placeret på offentlig jord i Salem, Massachusetts, hvor gruppen har hovedkvarter.

FacebookTwitter