(Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

Nicolai på 23 har et specielt - og velbetalt - studiejob: 'Det er ret vildt at lave noget, folk har hængende i årevis'

Nicolai Haastrup spinder guld på sine penselstrøg og imponerer en tidligere statsminister.

- Jeg får næsten lyst til at tude, når jeg kigger på det. Jeg bliver helt rørt. Det er virkelig sjælefuldt.

Sådan lød det fra kunstneren og tv-dommeren Simone Aaberg Kærn, da hun så Nicolai Haastrups selvportræt i andet afsnit af DR1-programmet 'Danmarks bedste portrætmaler'.

Og hun var ikke den eneste, der var imponeret over den unge kunstmalers evne til at afbillede sig selv. Også hendes to dommer-kolleger var begejstrede.

Jesper Elg kaldte portrættet "vildt spændende", og Bente Scavenius mente, det var "dristigt".

Der er flere betydninger gemt i selvportrættet, fortæller Nicolai Haastrup. Først og fremmest er der den klare corona-reference i kraft af mundbindet. Der er længsel og tvivl. Og så der den detalje, at det er Nicolai Haastrups refleksion, der kigger beskueren i øjet - ligesom det er en slags refleksion af Nicolai Haastrup, vi lige nu kan opleve på tv, forklarer maleren. (Foto: Sille Serup)

Så Nicolai Haastrups mission var fuldført. For faktisk var det netop med henblik på at tage kegler hos dommerne, at han malede portrættet.

- Jeg ville bare gerne blære mig. Jeg ville gøre mit allerbedste og virkelig vise, hvor godt det kunne blive, siger kunstmaleren.

Men Nicolai Haastrup er ikke bare ferm til at afbillede sig selv.

Han har også flair for at fortolke andre menneskers udseende og personlighed med sin pensel, hvilket han høster stor ros for i 'Danmarks bedste portrætmaler'.

Og ikke nok med det; det er også en evne, som han tjener gode penge på i sin fritid, hvor han portrætterer masser af nyfødte babyer.

Dr.dk har mødt den 23-årige kunstmaler til et interview om hans deltagelse i dysten om titlen som lærredets mester. En oplevelse, der både har sikret kunstmaleren en dyrebar livslektion og en spritny tatovering.

  • Det var Nicolai Haastrup, der havde bukserne på i denne uges afsnit af 'Danmarks bedste portrætmaler'. Modellen var Lars Løkke Rasmussen, og både dommerne og den forhenværende statsminister udpegede netop den 23-åriges portræt som programmets bedste. Da dr.dk møder den unge kunstmaler, har han da også bukserne på. Yndlingsbukserne. - Jeg plejer at sige, at de gør mig sol-sikker, griner han. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    1 / 10
  • Vi møder portrætmaleren i hans barndomsby; Frederiksberg. Her er han født og opvokset, men nu har han rykket teltpælene op. På et tidspunkt i livet, hvor mange andre unge migrerer fra de mindre byer til hovedstaden for at studere, går Nicolai Haastrup kontra: Han er flyttet til Kolding for at læse til industriel designer. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    2 / 10
  • En spontan beslutning, han traf. Og det var lidt som at springe i faldskærm med bind for øjnene, for han anede ikke, hvad han gik ind til. - Jeg vidste ikke rigtig, hvad Kolding betød. Men jeg blev meget positivt overrasket. Der er mange kulturelle ting at lave i Kolding. Samtidig er der mere roligt end i København, så det føles lidt som at være på ferie, siger han. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    3 / 10
  • Nicolai Haastrup drømmer om at designe interiør. Særligt kunne han godt tænke sig at designe en stol en dag. Og når han skal gøre det, kan han trække på sin livslange interesse for maleri, for han fortæller, at det i praksis nærmest er det samme at designe en genstand som at male et maleri. Man har en kunde, man skal tilfredsstille, og et produkt, man skal formgive. Man starter med ingenting og problemknuser sig frem, til man har noget, der er nogenlunde fuldendt. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    4 / 10
  • For det er lidt sådan, Nicolai Haastrup ser på sin malerkunst - som problemknuseri. Han sammenligner det med at løse en sudoku. Men hvor en sudoku kun har ét rigtigt resultat, er der en kunstnerisk frihed i maleriet, som ham. Som kunstmaler kan han godt lide at male figurativt - altså virkelighedsnært. Men han kan også godt lide at give farverne et nøk opad. Som på maleriet i baggrunden, hvor han har portrætteret et andepar. - Jeg kan godt lide at overdrive farverne lidt. Det giver et lidt drømmende look. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    5 / 10
  • Men maleriet er ikke kun en fritidsinteresse for Nicolai Haastrup. Det er også et studiejob - og et velbetalt et af slagsen. For den unge kunstner maler portrætter på bestilling, og hans timepris er mange gange større end timetaksten på et typisk studiejob. Men det er ikke kun økonomien, der får ham til at afbillede særligt nyfødte babyer i store mængder. Det er også et meningsfuldt arbejde, mener han. - Sådan et babybillede bliver i folks liv resten af tilværelsen. Det synes jeg er ret vildt. At lave noget, der hænger i nogens dagligstue i årevis. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    6 / 10
  • Nicolai Haastrup har malet nærmest lige siden, han selv kunne holde på en pensel, og han har set samtlige sæsoner af 'Danmarks bedste portrætmaler'. Derfor var det surrealistisk pludselig selv at stå og portrættere prominente danskere for rullende kameraer. - Det var syret at være på settet. At stå der fysisk og tale med Ane Cortzen. Det var weird i starten, siger han. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    7 / 10
  • Men Nicolai Haastrup tager ikke kun en sjov oplevelse med sig fra 'Danmarks bedste portrætmaler'. Programmet har også manifesteret sig rent fysisk på ham - i form af denne tatovering, som 'Danmarks bedste portrætmaler'-deltageren Nova Westerholt Hansen har lavet. For selvom de to var konkurrenter på skærmen, er de blevet venner i kulissen. Og så tager Nicolai Haastrup i øvrigt også en vigtig livslektion med sig fra programmet. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    8 / 10
  • For i de første programmer var Nicolai Haastrup meget stringent i sit maleri. Måske endda en smule anspændt. Det var nyt for ham at være på tv, og han ville gerne vise sit værd, så hvert enkelt penselstrøg skulle være helt præcist. Men i løbet af de første par programmer har han fået større selvtillid, så nu kan han sænke skuldrene. - Mere og mere har jeg lært mig selv, at det er sjovere at klatte derudad. At fyre noget maling på lærredet og se, hvor det ender. Jeg er blevet mere bevidst om at stole på min intuition og på at tillade mig selv at have det sjovt. Og faktisk synes jeg, portrætterne bliver bedre på den måde. Det samme gør sig gældende, når jeg designer ting. Det er de produkter, jeg har haft det sjovt med, som er blevet bedst. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    9 / 10
  • Nicolai Haastrup er nået til et punkt, hvor han ikke engang rigtig er nervøs for optagelserne. - Det er måske en lidt kedelig tilværelse at have, hvis man hele tiden er bange eller ked af det på forhånd. Jeg tror, jeg er god til at acceptere, at det, der sker, det sker. Så må jeg acceptere det, der kommer, i stedet for at se frem til, at det måske kan blive dårligt, siger kunstmaleren. Om det lykkes ham at klatte sig vej til titlen som 'Danmarks bedste portrætmaler' i 2021, vil tiden vise. Nicolai Haastrup tager afgørelsens time med stoisk ro, og uanset hvad er han taknemmelig for oplevelsen. - Selv hvis jeg var røget ud i første episode, havde jeg stadig været super glad for at være med, slutter han. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    10 / 10
Facebook
Twitter