Nicolaj Kopernikus ser på gamle billeder: 'Se lige, hvor tynd jeg er! Jeg tabte åndssvagt mange kilo'

Tag med ned ad mindernes allé sammen med skuespilleren Nicolaj Kopernikus.

Nicolaj Kopernikus er lige nu aktuel som Henrik i DR-serien 'Hvor ligger Løkken?'. Det er blot den seneste af utallige roller, han har haft i sin mangeårige karriere som skuespiller. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Der er to spor i Nicolaj Kopernikus' karriere som skuespiller – et sjovt og et alvorligt.

Begge spor har givet ham mange succeser på hånden.

Tænk for eksempel på hans skøre og pinlige eskapader i de tre 'Klassefesten'-film, der alle blev kæmpe hit i de danske biografer med over 500.000 solgte billetter. Eller på dengang, han tog fusen på alle, da han viste sig at være morderen i 'Forbrydelsen'.

Den folkekære Nicolaj Kopernikus rummer det hele.

- Jeg føler mig meget privilegeret over, at jeg har fået lov til at arbejde med så mange forskellige ting – både alvorlige og sjove. Det håber jeg, jeg kan fortsætte med, siger Nicolaj Kopernikus godt tilfreds.

Lige nu kombinerer han komik med et pift af alvor i anden sæson af serien 'Hvor ligger Løkken?', der kan ses på DRTV. Her spiller han en kok, der ikke ligefrem har styr på sine ting – og som roder rundt i kærligheden – og dét er noget, seerne kan lide.

I hvert fald fik seriens første sæson så pæne seertal, at den altså nu har fået en runde mere i tv-manegen.

Så hvorfor ikke bruge 'Hvor ligger Løkken?' som anledning til at kigge lidt tilbage på skuespillerens imponerende karriere? Vi tog en stak gamle billeder under armen og mødtes med Nicolaj Kopernikus, der herunder reflekterer over sine roller og livet i rampelyset.

2001: Bodil-triumf med 'Bænken'

'Bænken', der handler om en alkoholiseret mand i bunden af samfundet, blev den helt store Bodil-vinder i 2001, og her vandt Nicolaj Kopernikus prisen for 'Bedste mandlige birolle'. Ved hans side ses instruktør Per Fly, hovedrolleindehaver Jesper Christensen og producent Ib Tardini. (Foto: Jørgen jessen © Scanpix)

I 2001 vandt Nicolaj Kopernikus en Bodil for 'Bedste mandlige birolle' for sin rolle i 'Bænken'.

- Guuud, ja. Hvor er det et sjovt billede! Dét bliver jeg nødt til lige selv at tage et billede af. Det er jo fra 'Bænken', hvor vi alle fire fik en Bodil. Nogle gange går ting bare op i en højere enhed, og det gjorde det med 'Bænken'.

- Det var en helt fantastisk, vild produktion. Per Fly var vidunderlig at arbejde med, og så var der noget research-arbejde, der var ret spændende. Hver morgen i to uger tog jeg ud til Avedøre Stationsby, hvor jeg hang ud med en fyr, der havde et alkoholproblem. Jeg prøvede at hægte mig på ham, så godt jeg kunne.

- Det er helt sikkert på min top tre over produktioner, jeg har været med i. Det var virkelig en fin film at lave.

2004: Birolle-fjol i Berlin

- Det virker, som om Lars kigger på mig, mens jeg underholder, men det havde egentlig været mere naturtro, hvis det var omvendt. Som regel er det Lars, der underholder, siger Nicolaj Kopernikus om sin kollega Lars Ranthe. (Foto: Christian T Jørgensen © Scanpix)

I filmen 'Forbrydelser' spillede Nicolaj Kopernikus blandt andet over for Lars Ranthe. Her poserer de for pressen under filmfestivalen i Berlin i 2004.

- Aj, hvor ser vi unge ud! Der havde vi sgu lidt birollebetændelse, mig og Lars, for vi boede ikke på det fine hotel. Men vi fik da lov til at gå på den røde løber. Så dér sidder vi og fyrer den af. Jeg kan da se, at vi havde det ret sjovt, og det er da også skidesjovt at være i Berlin med en film. Man sover bare ikke meget.

- Vi optog 'Forbrydelser' på Nyborg Statsfængsel, og da det var en dogmefilm, var der nogle regler. Man måtte for eksempel kun have sit eget tøj på til rollen. Jeg spillede fængselsbetjent, men ejede ikke en uniform. Heldigvis var instruktøren med på, at så længe jeg bare selv bestilte tøjet på nettet, så var jeg dækket ind.

2007: 'Forbrydelsen' blev det store gennembrud

Vi bliver nødt til at nævne det – for ja, det var Nicolaj Kopernikus' rolle Vagn, der dræbte Nanna Birk Larsen i successerien 'Forbrydelsen'. Her ses han med i en scene med Bjarne Henriksen. (Foto: Tine Harden © DR)

Nicolaj Kopernikus' rolle som Vagn i DR-serien 'Forbrydelsen' gjorde ham til allemandseje. Serien blev også et hit i blandt andet Storbritannien.

- Det er jo fra første sæson af 'Forbrydelsen', der bestod af 20 afsnit, så arbejdet stod på i to år on and off. Det var en helt utrolig tid. Vi fik at vide meget tidligt, at ingen måtte vide, hvem der var morderen, så det gik først op for os, hvem det var, da vi havde læseprøve på sidste afsnit.

- At det så endte med, at det var mig, var en ret vild ting – for alle danskere var optaget af, hvem der var morderen. Da det gik op for folk, at det var Vagn, gik det amok, og jeg blev bange for, om folk forstod, at det bare var noget, jeg spillede.

- Jeg kan huske en aften i byen, hvor en mand kom hen til mig og sagde: "Jeg skal lige snakke med dig!". Jeg tænkte, at nu får jeg én over nakken, men så gav han mig en kæmpe krammer og sagde: "Det er sgu fedt, at DR kan lave sådan nogle fede serier".

2008: På den røde løber i New York

Første halvdel af den første sæson af 'Forbrydelsen' blev i 2007 nomineret til en Emmy - og det samme gjorde anden halvdel i 2008. Derfor kunne Sofie Gråbøl og Nicolaj Kopernikus i 2008 tage til New York og mærke "buzz'et" omkring serien. (Foto: Andrew H. Walker © Getty Images)

'Forbrydelsen' blev både i 2007 og 2008 nomineret til en Emmy. Her ses Nicolaj Kopernikus med hovedrolleindehaver Sofie Gråbøl på den røde løber i New York i 2008.

- Se, hvor flotte vi er, hva'. Bortset fra … hvad handler det der lidt for store jakkesæt om? Nå, det var nok moderne. Vi vandt desværre ikke prisen, men det var en forrygende uge derovre. Der var en masse med fra holdet, og vi var ude til middage.

- Der var meget buzz om serien derovre, og det var sjovt – men det der rød-løber-liv er en uendelig lillebitte del af det at være skuespiller. Til gengæld er det også ret skønt, at der nogle gange er en form for ophøjethed omkring det, man har lavet. Ligesom der også er på filmfestivaler.

2011: Var vild med 'Vild med dans'

Nicolaj Kopernikus havde sagt nej flere gange, men til sidst gav han efter og takkede ja til at deltage i 'Vild med dans'. Det har han ikke fortrudt ét eneste sekund. (Foto: JEPPE MICHAEL JENSEN © Scanpix)

I 2011 deltog Nicolaj Kopernikus i ottende sæson af 'Vild med dans', hvor han dansede med Viktoria Franova.

- Jeg var blevet spurgt flere gange, og til sidst tænkte jeg: "Hvad er egentlig din modstand mod det?" Der var jo faktisk en god hyre, og så kunne jeg komme i god form og lære at danse. Så jeg syntes, det lå i lige linje med mit skuespilfag.

- Jeg var virkelig glad for at være med. Viktoria var god at danse med, og hun lærte mig at visualisere hele dansen fra start til slut i hovedet med alle detaljerne. Det er faktisk også ret brugbart, når man øver teater. Så jeg vil til enhver tid anbefale andre at sige ja til at være med i 'Vild med dans'.

- Og se også lige, hvor tynd jeg er. Jeg tabte åndssvagt mange kilo, så jeg fik spaghettiarme.

2016: Klassefesten med de gode venner

Med filmen 'Klassefesten' fik vennerne Troels Lyby, Anders W. Berthelsen og Nicolaj Kopernikus et fælles hit på hånden. Her er de fotograferet i anledningen af premieren på 'Klassefesten 3' i 2016. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

Nicolaj Kopernikus har været venner med Troels Lyby og Anders W Berthelsen siden teaterskoletiden. Sammen har de lavet tre 'Klassefesten'-film, et teaterstykke og to shows.

- Vi havde aldrig arbejdet sammen alle tre, men så fik vi mulighed for at lave teaterstykket 'Panik' på Bellevue Teatret. Det handlede om mænd midt i 40'erne, der er i livskrise. En aften kom Tomas Radoor, der var producer hos Nordisk Film, og så forestillingen og sagde, han gerne ville lave en film om en gammelelevfest. Det blev til 'Klassefesten'.

- Ingen havde regnet med, at 'Klassefesten' ville blive sådan et kæmpe hit. Og slet ikke hos kvinderne, men de følte åbenbart, at de kom med som en flue på væggen hos mændene. Så den var både et hit hos mænd og kvinder – og det affødte så en toer og treer.

- Min rolle i vennegruppen? At jeg kommer med utrolig mange håbløse ideer helt ucensureret, og så er de andre to heldigvis i stand til at holde lidt igen. Vi har rejst en del sammen også, og dér er Troels og Anders altid meget afslappet med, hvad vi skal. De står sent op, mens jeg gerne vil styre, ha ha.

2017: Rolle i britisk 'gammeldags'-hitserie

Birgitte Hjort Sørensen, Marie Askehave, Ann Eleonora Jørgensen og Nicolaj Kopernikus medvirkede alle i afsnit 100 af den populære krimiserie 'Kriminalkommissær Barnaby'. Samarbejdet var ment som en cadeau til seriens mange danske fans. (Foto: All3Media © DR)

Afsnit 100 af den britiske krimiserie 'Kriminalkommissær Barnaby' blev delvist filmet i Danmark og med danske skuespillere i birollerne. Her spillede Nicolaj Kopernikus præst.

- Denne rolle blev affødt af 'Forbrydelsen', for instruktøren havde set mig dér. Det var skidesjovt at være med. For nogle mennesker er 'Barnaby' jo håbløs gammeldags og træls, men for andre er serien simpelthen så seværdig. Du kan jo godt nå at hente en kop kaffe og stadig følge med i handlingen.

- Billedet er taget under en læseprøve i London, men ellers filmede jeg kun i Danmark. Jeg har godt nok haft engelske agenter, men de senere år har jeg ikke gjort så meget ved det. Der er meget arbejde i det, men jeg sender da indimellem nogle castingvideoer derover.

2018: Elsker at spille teater

Nicolaj Kopernikus holder meget af at lave teater og kan godt lide, hvis der er én forestilling om året i hans kalender – ved siden af hans film og tv-opgaver. Her ses han i 'Biedermann og brandstifterne' i 2018. (Foto: Laura Bisgaard Krogh © Scanpix)

Nicolaj Kopernikus har lavet masser af teater. Her ses han i 'Biedermann og brandstifterne' på Aarhus Teater.

- De fastansatte ved de danske teatre knokler megahårdt – og ensemblet på Aarhus Teater er virkelig fedt. Det var enormt dejligt at arbejde der. Jeg fik lov til at komme ind og spille hovedrollen her, hvilket jo er skønt, for når man er med hele vejen i fortællingen, får man hele rollens rejse med.

- Jeg har lavet meget teater, men det har bare den pris, at man er meget væk hjemmefra. Til gengæld synes jeg, at man kan komme mere i dybden med sit arbejde på teatret. Man har jo prøvetid på syv uger, hvor man roder rundt med materialet – sådan er det ikke med film. Men kombinationen af teater, film og tv er virkelig skøn.

2019: Sønnen Louis går i fars fodspor

Nicolaj Kopernikus poserer for kameraerne sammen med sønnen Louis til premiere på 'Star Wars: The Rise of Skywalker'. (Foto: Michael Stub © Scanpix)

Nicolaj Kopernikus' søn, Louis Næss-Schmidt, er gået i sin fars fodspor. I år har han blandt andet været med i Netflix-hittet 'Kastanjemanden' og lagt stemme til hovedrollen Aske i 'Ternet Ninja 2'.

- Nåh, det er jo Louis. Han er blevet meget højere nu, skulle jeg hilse at sige. Det er faktisk Louis' eget projekt, at han er begyndt at lave så meget tv og film – og helt hans egen fortjeneste. Han knokler virkelig for det, og på hans vegne glæder jeg mig virkelig over, at det går så godt for ham.

- Jeg var så heldig at lave en kortfilm sidste år, der hedder 'Stenofonen'. Den handler om en situation i min fars liv, da han var 12 år gammel, og her spurgte jeg Louis, om han ville spille rollen, og det sagde han heldigvis ja til. Og jeg fangede ham lige inden, han begyndte at vokse. Jeg er så glad og taknemmelig for, at jeg har fået lov til at arbejde med ham. Det var skønt og superprofessionelt.

2020: Så tager vi nordpå

- Det er sjovt at mærke, at folk har været glade for serien, så jeg tænker da, at vi sagtens kan lave en tredje sæson. Faktisk kunne der også godt være en spillefilm i de to karakterer, siger Nicolaj Kopernikus om 'Hvor ligger Løkken?'. (Foto: Jonas Berlin © DR)

Sidste år spillede Nicolaj Kopernikus og Lise Baastrup parret Henrik og Stephanie i DR-komedieserien 'Hvor ligger Løkken?'. Den blev en succes og har netop fået en sæson to.

- Jeg elsker komedier, der har en alvorlig baggrund, og kan godt lide, når de fortælles gennem rigtige mennesker af kød og blod med rigtige problemer. Det har Henrik og Stephanie. De har begge mange løse ender, og navnlig Henrik får ikke gjort sine ting færdigt. Det er altid brandslukning med ham, og han ender tit med at lyve.

- I første sæson cyklede de fra København til Løkken, og i den nye sæson fandt de på, at vi skulle sejle dertil. Det var meget nærliggende, når jeg nu havde været med i 'Over Atlanten' (realityserie på Kanal 5, red.), og vi skulle sejle ret meget i 'Hvor ligger Løkken?'. Derfor kunne jeg også mærke, hvor glad jeg blev over, at jeg faktisk kunne bruge min sejlererfaring her.

Begge sæsoner af 'Hvor ligger Løkken?' kan ses lige nu på DRTV.

FacebookTwitter