Niels Holt overlevede amerikansk angreb på dansk passagertog

Ved en frygtelig fejl beskød amerikanske jagerfly et dansk passagertog i januar 1945. Niels

Niels Holt var 13 år og på vej til Sorø Akademi med toget, da amerikanerne angreb ved Aarup på Fyn. (Foto: Poul Rasmussen © Poul Rasmussen)

Ikke mange forestiller sig, at flere hundrede danske civile mistede livet under engelske og amerikanske flyangreb under Anden Verdenskrig.

Men det var rent faktisk tilfældet.

Et af de skæbnesvangre flyangreb fandt sted ved Aarup på Fyn den 7. januar 1945.

Hørte fantastisk spektakel

Et passagertog fyldt med danske passagerer var på vej mod København, da amerikanske jagerfly pludselig gik til angreb.

Den dengang 13-årige Niels Holt var med passagertoget på vej til Sorø Akademi, hvor han var elev, da toget ved Aarup station blev angrebet.

- Jeg hørte et fantastisk spektakel. Det lød, som hvis man tager en kæp og løber hen over et stakit med den, indtil det gik op for mig, det var toget der blev beskudt. Vi kunne høre projektilerne ramme taget, fortæller den nu 82-årige Niels Holt.

Mand døde for øjnene af ham

Passagererne styrtede ud af toget og over på den anden side af stationen, ud over en mark. Der var børn, kvinder og mænd, alle civile. Da jagerflyene vendte tilbage, var passagererne på flugt, synlige på marken.

- Da strøede de kuglerne i zigzag bevægelser hen over marken, fortæller Niels Holt.

- Jeg løb og blev ikke ramt, men der løb en mand et par meter fra mig. Pludselig stod blodet op af hovedet på ham i en stråle på 30 eller 50 centimeter. Og så styrtede han om, fortæller han.

Kunne se piloten der skød

Der er lidt uenighed om, hvorvidt jagerflyene beskød passagertoget og passagererne to eller tre gange. Men Niels Holt er sikker på, at jagerflyene kom tilbage en tredje gang. Og at han tydeligt så piloten i jagerflyet.

- Jeg kunne se hans ansigt, han sad i en boble af glas og skød. Det var mærkeligt at se kuglerne slå ned på marken. Jorden sprang 10 centimeter op i luften, det lignede en tegning, han lavede, fortæller Niels Holt.

Efter jagerflyene var væk, gik Niels Holt forstenet rundt, og så på de mennesker der lå og var døde.

Niels Holt stødte på togføreren, der sad på en betonblok, med en sønderskudt fod. Knoglerne var synlige og han klagede sig af smerter, men han ville ikke flyttes.

- Jeg flytter mig ikke, før mine passagerer er i sikkerhed, sagde han. Han var stejl. Ham husker jeg. Mærkeligt, fortæller Niels Holt.

Komme videre

Gennem en årrække forsøgte Niels Holt at få myndighederne til at anerkende ulykken og give en forklaring på, hvad der var gået galt. Men forgæves.

Det har han haft det svært med i mange år, men i dag er han videre.

- Jeg vil sige det sådan, at min indstilling nu er at begrave alt det der, at tænke fremad og ikke tænke tilbage.

14 døde og 31 blev såret under angrebet i Aarup.

Facebook
Twitter