- Nik og Jay er pointeløst praleri

Nik og Jays nye album ”Engle eller Dæmoner” er på gaden. Men kun en anmelder mener, at albummet hæver sig over middelmådighed.

Tirsdag udkom Nik og Jays nye album "Engle eller Dæmoner". Albummet har været ventet længe blandt mange, men langt de fleste anmeldere mener ikke, at det har været ventetiden værd.

Jyllands Postens musikanmelder giver kun albummet to stjerner og mener, at de to popidoler trods deres alder ikke har flyttet sig en millimeter på deres fjerde album, der byder på "en flodbølge af pointeløst og humorforladt praleri".

- Nik & Jay synes ramt af et galoperende Peter Pan-syndrom, hvor musikken - og især teksterne - er på et så pubertært og plat niveau, at det syv år gamle udspil "2" fremstår som en kvalitetsoase i sammenligning, skriver Jyllands Postens anmelder.

En by i Langbortistan

Også Soundvenue mener, at tonen i det nye album er temmelig genkendelig på trods af en større eftertænksomhed. Nik og Jay er Nik og Jay.

- Selvironi er fortsat en by i Langbortistan. Her annoncerer man uden at blinke, at man altid har følt, at man var noget specielt… Når man da ikke lige forsøger at reflektere over tiden, der er gået, sjusserne man har tyllet, dæmonerne man har battlet - og på de mere mørke bekendelser driver selvhøjtideligheden også ned ad væggene, skriver Soundvenue, der også tildeler albummet beskedne to stjerner.

En flig af popkunst

Hos Politiken kan de to popprinser dog hente både ros og fire hjerter. Selvom smykkerne ikke længere hænger uden på tøjet, mener Politikens anmelder ikke, at man kan være i tvivl om, at Nik og Jay stadig de samme.

- Trods en mere indadvendt tone og mindre synlige smykker er de et par selvbevidste superstjerner. De er lige så ærlige som altid, udsynet er bare ændret, og når først diamanterne blinker og beatet gynger, nægter de ikke det indre popdyr lov til at gå på rov, skriver Politiken.

Det er snart ni år siden, at Nik og Jays første album, "Nik og Jay" udkom og selvtilliden hos de to Værløse-drenge er ikke blevet mindre gennem årene. Med en linje som "hver gang jeg kigger mig i spejlet får jeg altid/ halvfed/ tænk, at man ka' vær' så cool?", når selvtilliden et skyhøjt niveau. Men Politikens anmelder mener bare det er noget, man må tage med. Det handler om attitude.

- Den slags selvtilfredse vrinsk bliver nok aldrig pensum hos dansklæreren, men i grunden gemmer deres ufiltrerede selvoptagethed på en flig af popkunst - Andy Warhol vil helt sikkert hellere have haft Nik & Jay i sit slæng end en tilknappet modernistisk digter med fine Per Højholt-fornemmelser, skriver Politiken.

Kynisk kommercielt konstrueret

Med referencer til flere danske kulturpersonligheder - H.C. Andersen og Kim Larsen - forsøger de to popsangere, ifølge Jyllands Posten, med "øretæveindbydende selvfedme" at gøre sig selv til en del af førertruppen i dansk kultur.

- Det pointeløse praleri siver giftigt gennem albummet, som virker kynisk kommercielt konstrueret og uden den afvæbnende og følsomme hverdagspoesi, der før har gjort Nik & Jay til et sammensat hitfænomen. Nu står den bare på skrydende lir, skriver Jyllands Posten.

Kopivare eller åndehul

Som noget indeholder Nik og Jay-albummet også tre numre på engelsk. Men de engelske toner er ifølge Politiken ikke noget, de to popsangere har nogen større succes med.

- De overivrige 'Your body (wrote this song)' og 'Crystal' er mest af alt bevidstløse efterligninger af Black Eyed Peas (der selv gør sig i billige kopivarer), mens den lidt mere melodisk holdbare 'Moonlight' bare bekræfter mistanken om, at Nik & Jay vil have sig et par stadiontechnohits, skriver dagbladet.

Også Urban er kritisk over for de engelsksprogede toner og kalder deres engelsk for "fladt Værløse-amerikansk med en karikeret ghetto-udtale".

Jyllands Postens anmelder hilser derimod de amerikanske numre velkommen. Ifølge ham udgør de nemlig et åndehul.

- Teksterne er faktisk så trættende, at det bliver en lettelse med tre mere anonyme, engelsksprogede mainstream-numre. De boltrer sig ganske vist også i genre-fraser og romantisk klister, men så kan man da abstrahere fra plathederne og det beskæmmende lave niveau, som Nik & Jay spiser deres lyttere af med på "Engle eller dæmoner, skriver Jyllands Posten.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk