Nikolaj Lie Kaas: Det var meget hårdt

Egentlig skulle Preben Kaas have spillet en større rolle i filmen "Dirch" - men det kom for tæt på for Nikolaj Lie Kaas.

Som søn af Preben Kaas, der skrev flere af Dirch Passers revynumre, var Nikolaj Lie Kaas allerede en del af historien om Danmarks største komiker, længe før han skulle portrættere ham i filmen "Dirch".

- Hele projektet har været underligt, fordi Dirch kendte mig. Jeg har billeder fra mit barndomshjem, hvor Dirch og jeg er sammen, siger Nikolaj Lie Kaas fra en havestol i filmstudierne i Nordisk Film i Valby, hvor Dirch Passer også havde sin gang.

Surrealistisk at "snakke med far"

Dirch Passer døde i 1980, og året efter begik Preben Kaas selvmord, da Nikolaj Lie Kaas blot var otte år gammel. Preben Kaas spilles i filmen af Rytteriet-skuespilleren Martin Buch.

- Jeg tror, at Martin var meget angst for at ramme noget i mig. Jeg havde jo ikke det store forhold til min far. Men det var helt surrealistisk at tage stilling til, at jeg skulle "snakke med min far", siger Nikolaj Lie Kaas til Ritzau.

Han fortæller, at Preben Kaas var en større del af manuskriptet, da filmen stadig var på tegnebrættet.

Meget hårdt til tider

- Han stod som en større modstander til Dirch, og det blev meget, meget hårdt til tider. Derfor fandt vi en balance. Ikke engang fordi jeg ville give et mere rosende billede af min far - det passede selvfølgelig også med virkeligheden.

Den 38-årige skuespiller har følt et ekstra stort ansvar over at skulle portrættere Dirch, netop fordi hans egen far spillede så stor en rolle i Dirchs liv.

- Det er så indspist alt sammen, så det er svært at forholde sig til. Men fordi det også er en stor del af min historie, så har jeg følt et stort ansvar for at forsvare det, så godt jeg kunne. Og jeg tror også, at de fleste vil kunne lide resultatet.

Om Nikolaj Lie Kaas får ret vil vise sig, når "Dirch" har premiere over hele landet i dag.

/Ritzau/