Nobelskandale: Retssag mod voldtægtsanklaget "kulturprofil" begynder

Jean-Claude Arnault står tiltalt for voldtægt, men nægter sig skyldig i anklagerne.

Franskfødte Jean-Claude Arnault ankommer til Tingretten i Stockholm, hvor han står tiltalt for to tilfælde af voldtægt. (Foto: Jonathan Nackstrand © Scanpix)

Det Svenske Akademi er den institution, der årligt uddeler Nobel-prisen i litteratur, men i år vil der ikke blive uddelt nogen pris. 18 kvinder stod i efteråret frem og fortalte, hvordan en "kulturprofil" havde krænket dem seksuelt og forgrebet sig på dem.

I svensk presse er han kendt som "kulturprofilen", men hans borgerlige navn er Jean-Claude Arnault, og han er centrum i en række sager, der har rystet Det Svenske Akademi.

Det har efterfølgende fået otte ud af 18 akademimedlemmer til at trække sig, og de 10 tilbageværende medlemmer er ikke nok til at uddele den prestigefyldte pris.

En sag for Kongen

De formelle anklager mod Jean-Claude Arnault, der er for retten i Stockholm i dag, gælder to tilfælde af voldtægt mod en kvinde i Stockholm i 2011.

Under forundersøgelserne har der været afhøringer af kvinden, den mistænkte og flere vidner.

- Det er min vurdering, at der er et robust bevismateriale, så vi rejser tiltale, sagde statsanklageren Christina Voigt, da tiltalen faldt i juni.

Den svenske konge Carl Gustav, der fungerer som protektor for foreningen, sagde samtidigt, at han vil ændre i akademiets vedtægter, så medlemmer kan udtræde frivilligt, og at han overvejede at trække sig som protektor.

De nuværende regler tillader nemlig kun optagelse af nye medlemmer i tilfælde af dødsfald.

'Hævder sin uskyld'

Den franskfødte teaterinstruktør Jean-Claude Arnault mener selv, at der ikke er grundlag for anklagerne.

- Han er bestyrtet og hævder sin uskyld. Han har ikke begået disse påståede gerninger. Han mener, at beviserne er for svage, sagde forsvarer Björn Hurtig i juni ifølge det norske nyhedsbureau, NTB.

Når Jean-Claude Arnault er interessant for historien om Det Svenske Akademi, så skyldes det, at han er gift med Katarina Frostenson, der tidligere var medlem. Hun forlod akademiet i foråret, da hun blev mistænkt for blandt andet at have videregivet navne på kommende nobelpristagere til sin mand, der menes at have lækket dem til pressen.

Jean-Claude Arnault driver selv en kulturinstitution, som har fået økonomisk støtte af Det Svenske Akademi. Da han er gift med et af de tidligere medlemmer, har dette rejst spørgsmål om inhabilitet.

Retssagen mod ham forventes at køre over den 19., 20. og 24. september ved Tingretten i Stockholm.

TIDSLINJE: Sådan er sagen forløbet

  • 17. november 2017 18 kvinder står frem i avisen Dagens Nyheter, hvor de fortæller om, hvordan ’en central kulturpersonlighed’ med tæt tilknytning til akademiet har udsat dem for seksuel chikane og overgreb. Kvinderne er en blandet flok bestående af akademiets medlemmer, personale og medlemmers døtre og hustruer.

  • 6. april 2018 Advokatfirmaet Hammarskiöld & Co fremlægger sin udredning, og tre medlemmer udtræder derfor i protest.

  • 7. april 2018 Advokatudredningen opfordrer til at politianmelde Arnault, men Det Svenske Akademi foretrækker en intern undersøgelse.

  • 9. april 2018 Ifølge Dagens Nyheter har Jean-Claude Arnault syv gange offentliggjort vindere af Nobelprisen i litteratur før tid. Det afvises af hans advokat. Politiet overdrager sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.

  • 10. april 2018 - Sagen er en farce, siger et af akademiets længst siddende medlemmer, litteraturhistoriker Horace Engdahl til Svenska Dagbladet.

  • 11. april 2018 Den svenske konge melder ud, at han overvejer at ændre i akademiets vedtægter eller at trække sig som protektor.

  • 12. april 2018 Den permanente sekretær, Sara Danius, træder frivilligt tilbage, selv om hun gerne ville være fortsat. Efterfølgende annoncerer akademiets fungerende sekretær, Anders Olsson, at også Katarina Frostenson, der er gift med Jean-Claude Arnault, stopper.

  • 18. april 2018 Den svenske kong Carl Gustav ændrer vedtægterne for Det Svenske Akademi, så medlemmer af akademiet for første gang nogensinde kan træde ud af egen fri vilje.

  • 20. april 2018 Det Svenske Akademi meddeler, at sagen vil blive overdraget til retshåndhævende myndigheder.

  • 4. maj 2018 Det Svenske Akademi meddeler, at institutionen ikke kommer til at uddele Nobels litteraturpris i 2018, hvilket ikke er set siden Anden Verdenskrig. Til gengæld luftes ideen om at uddele to af de eftertragtede litteraturpriser i 2019.

  • 12. juni 2018 Jean-Claude Arnault bliver tiltalt for to tilfælde af voldtægt mod en kvinde i Stockholm tilbage i 2011.

  • 19. september 2018 Retssagen mod Jean-Claude Arnault begynder ved Tingretten i Stockholm.

Facebook
Twitter