Nøgen Lennon valgt som bedste forside

Et billede af John Lennon og Yoko Ono er blevet udråbt til den bedste amerikanske forside i 40 år. Billedet blev taget få timer, før sangeren blev skudt.

Redaktører, kunstnere og designere, der er medlemmer af sammenslutningen American Society of Magazine Editors, udvalgte i weekenden Rolling Stone-billedet af den nøgne John Lennon og hans påklædte Yoko Ono til at være det bedste amerikanske forsidebillede i de sidste fyrre år.

Billedet blev taget af Annie Leibovitz i december 1980, få timer før John Lennon blev skudt og dræbt. Det blev brugt på forsiden af Rolling Stone måneden efter.

Nøgen hud klarede sig godt

Også kåringens anden bedste forside viste nøgen hud.

Vanity Fair havde i 1991 en gravid Demi Moore på forsiden. På billedet holder hun armene omkring sin mave og sine bryster. Siden er motivet blevet kopieret utallige gange - blandt andet med den italienske skuespillerinde Monica Bellucci som gravid i 2004.

På kåringens tredjeplads ligger en Esquire-forside fra 1968 med Muhammed Ali. Med et fast udtryk i ansigtet har den sorte bokser seks pile gennem sin nøgne overkrop.

Fotografiet er kratigt inspireret af legenden om Sankt Sebastian, der blev forfulgt for sin tro, og beskudt med pile. Imod al fornuft overlevede Sebastian. Han blev senere tævet ihjel som straf for sit religiøse arbejde.

Første sorte forsidekvinde fra 68

I en særlig kategori blev avisen The New Yorker hædret for sit billede af terrorangrebet på New York den 11. september 2001.

Skitsen af to mørke skygger på en grå baggrund blev senere brugt på en grafisk roman af Art Spiegelman.

Også en forside fra Glamour fra august 1968 fik hædrende omtale af American Society of Magazine. Bladet var det første nationale magasin, der havde en sort kvinde på forsiden.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk