Nordisk Film skal lave seks Jussi Adler-bøger

Alle Jussi Adler-Olsens bøger om Afdeling Q bliver filmatiseret. Nordisk Film vil lave seks.

Nikolaj Lie Kaas har hovedrollen som vicekriminalkommisær Carl Mørck i Zentropas filmatiseringer, men det vides endnu ikke, om han også skal spille rollen i de film, som Nordisk Film skal producere. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

De mange fans af Carl Mørck, Assad, Rose og de øvrige figurer i Jussi Adler-Olsens populære krimithrillerserie om Afdeling Q får også de sidste seks bøger at se på film.

Efter fire film produceret af Zentropa, bliver det nu Nordisk Film, der skal producere de næste op mod seks film.

- Vi har i længere tid diskuteret, hvordan vi kunne få den underliggende historie i Q-universet tilbage i serien, for det har den ikke været i Zentropas film. Og jeg føler, at mine læsere synes, det er nødvendigt, siger Jussi Adler-Olsen.

Nordisk Film har fået rettighederne til at filmatisere Afdeling Q-bøgerne fra bind fem, "Marco Effekten", og frem.

Foreløbig er der udkommet seks Afdeling Q-bøger. Men Jussi Adler-Olsen planlægger at skrive i alt ti bøger i serien. Nordisk Film forventer derfor at skulle producere seks film i serien.

Ifølge Henrik Zein, adm. direktør i Nordisk Film Production A/S, er samarbejdet allerede er begyndt. Nordisk Film arbejder aktuelt på en international filmversion af Jussi Adler-Olsens første store thriller "Alfabethuset".

/ritzau/