Nordjysk kunstbygning har kæmpe succes

På bare 3 uger har Kunstbygningen i Vrå opnået et besøgstal, der svarer til en tredjedel af det, Kunstbygningen normalt er et år om at opnå.

Den lille by Vrå i Vendsyssel trodser denne sommer tendensen med faldende besøgstal på landets små museer.

Det lille kunstmuseum viser for øjeblikket udstillingen "Poul Anker Bechs Vendsyssel", og siden udstillingen åbnede har 2400 set Poul Anker Bechs værker. Det årlige besøgstal ligger normalt på 7-8000 gæster, fortæller kunstnerisk leder Anne Lie Stokbro.

Succes trods manglende tilskud

I en undersøgelse som Dagbladet Børsen lavede i foråret kom det frem, at over halvdelen af landets mindre museer oplevede færre eller stagnerende besøgstal i 2010.

I Vrå mener de selv, at de mange besøgende skyldes, at man har været villig til at satse fra museets side.

- Sidste år forsøgte vi at spare os ud af økonomisk hårde tider, da det til dato ikke er lykkedes os at få et tilskud fra Hjørring Kommune, som bringer balance mellem udgifter og indtægter. Vi skruede helt ned for blusset, men det fik vi ikke noget ud af. I år har vi satset, og det har vist sig at være det rigtige, siger Anne Lie Stokbro.

Blev opfordret til at fusionere

Direktøren for Aros, Jens Erik Sørensen, opfordrede for nylig mindre museer til at fusionere. Men da Kunstbygningen i Vrå hvert år har en stor salgsudstilling, Vrå Udstillingen-, kan det ikke fusionere med et statsanerkendt museum, som eksempelvis Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring.

- Til gengæld samarbejder vi med museet i Hjørring, når det er oplagt, siger Anne Lie Stokbro.

Udstillingen med Poul Anker Bechs malerier kan ses frem til den 24. juli.

Facebook
Twitter