Karl William: Her er 5 Northside-navne til din fredags-playliste

Weekenden banker på - og hele Danmarks R'n'B-darling, Karl William, udpeger her de bedste sange fra Northside Festival til din fredag aften.

Karl William er hele Danmarks Aarhus-fyr og R'n'B-darling. Se, hvad han synes, du skal lytte til i dag - valgt ud fra Northside Festivals program. (Foto: Sophia Juliane Lydolph og collage © Sophia Juliane Lydolph)

I dag begynder Northside Festival 2016 i Aarhus - tre dage med over 40 koncerter, fest og fadøl.

Men du skal ikke vende mundvigene nedad, bare fordi du ikke er i Smilet By. Karl William, vinder af P3 Talentprisen og aktuel med EP'en 'Livet', har nemlig udvalgt fem Northside-aktuelle sange, der kan peppe soundtracket til din fredagaften op.

Så uanset om du er på Northside eller ej, er der svedige tracks til din fredag aften lige her:

The Temper Trap 'Sweet Disposition'

Det australske band The Temper Trap hittede i 2009 med sangen 'Sweet Disposition' godt hjulpet på vej af en plads på soundtracket til filmen '500 Days of Summer' fra samme år.

- Jeg hørte nummeret en del for et par år siden. Det er smukt og storbyagtigt. Fedt nummer!

The Temper Trap spiller fredag kl. 19.00 på Blue Stage.

Ukendt Kunstner 'Lige Nu'

Ukendt Kunstner udsendte tidligere i år albummet 'Den anden side', hvor nummeret 'Lige Nu' er hentet fra. På nummeret får gruppens to medlemmer hjælp fra rapperen Sivas.

- Det er det bedste danske rap-nummer, der er udgivet i år. Man får det helt vildt af at høre det nummer. Hans Philip, Jens Ole og Sivas samlet gør det endnu bedre. Alt med Ukendt Kunstner er svedigt!

Ukendt Kunstner spiller søndag kl. 22.30 på P6 Beat-scenen.

Malk De Koijn 'Musclebundt'

Nummeret er fra gruppens andet album 'Sneglzilla' fra 2002. Efter en lang pause vendte den danske rapgruppe Malk de Koijn tilbage med nyt album i 2011 og denne sommer gæster Tue Track, Geolo G og Blæs Bukki både Tinderbox og Northside.

- Det er især tempoet, der gør nummeret fedt. Det er dansemusik efter mine ører.

Malk De Koijn spiller fredag kl. 17.45 på Green Stage.

Flume 'Holding On'

Australske Harley Edward Streten har gjort kometkarriere med sin elektroniske pop trods sine kun 24 år. 'Holding On' er fra det selvbetitlede debutalbum, der sikrede ham dobbeltplatin og en plads på al verdens hitlister.

- 'Holding On' er et lækkert nummer, jeg kan huske, vi hørte meget i min lejr på Roskilde Festival.

Flume spiller søndag kl. 17.20 på Blue Stage.

Av Av Av feat. Simon Jul 'Holla'

Producerne Eloq, Unkwon og DJ Er Du Dum Eller Hvad, der hver især har gjort sig bemærket på den danske musikscene, er gået sammen og dannet supergruppen Av Av Av. Sidste år udsendte de albummet 'They Live' og singlen 'Holla'.

- Et super chillet nummer til at slutte playlisten af med.

Av Av Av spiller lørdag kl. 01.00 på P6 Beat-scenen.