Så er Northside Festival klar med det endelige program

I dag har den aarhusianske festival offentliggjort sine sidste fire ud af i alt 41 navne. Programmet er solidt, mener musikredaktør.

Iggy Pop leverer et historisk perspektiv, mens danske Lukas Graham giver en af sine få danske koncerter på Northside. Til højre ses Jamie xx, der er et af de mange elektroniske navne i år på festivalen. (© Getty Images)

Med de fire udenlandske bands The Temper Trap, Refused, Frances og Twin Atlantic har Northside nu offentliggjort samtlige 41 navne til årets festival.

Blandt dem gemmer sig i forvejen hovednavne som Iggy Pop, Duran Duran, The Chemical Brothers, Beck, Lukas Graham og Deftones samt navne som Jake Bugg, Jamie xx, Scarlet Pleasure, Malk de Koijn og Bloc Party.

Derudover spiller også en række nye, danske navne som Av Av Av, Alex Vargas og rapperen Marvelous Mosell på festivalen i år.

- Grundlæggende holder Northside det flotte niveau fra de seneste år med et solidt program med mange genkendelige kvalitetsnavne, siger Michael Charles Gaunt, der er Berlingskes musikredaktør.

Han glæder sig over at se, at festivalen er blevet ”mere historisk bevidst med årene”. Det så vi allerede sidste år med Grace Jones, og i år roser musikredaktøren festivalens booking af Iggy Pop og Duran Duran.

Michael Charles Gaunt bider også mærke i, at der tydeligvis er skruet ned for hiphoppen og op for de elektroniske navne i år:

- Det er en meget god prioritering, for det elektroniske virker super godt livemæssigt på en festival.

Derudover har Northside Festival – og med god grund ifølge musikredaktøren - booket den danske verdenssucces Lukas Graham:

- Det undrer mig faktisk lidt, at Roskilde Festival ikke har kunnet finde plads til Lukas Graham på Orange Scene.

Facebook
Twitter