VIDEO The Minds of 99 på kæmpe festivalturné: Her glæder vi os mest til at spille

Det danske band tager hele landet rundt og er at finde på mange af sommerens festivaler. Særligt én koncert ser de frem til.

Louis Clausen og Niels Brandt fra The Minds of 99 ser frem til at lukke Arena på årets Roskilde Festival.

De er her, der og alle vegne denne sommer.

Lørdag aften fik Minds of 99 menneskehavet foran Blue Stage på Northside til at hoppe, og sådan er det planen, at de skal fortsætte på de i alt 11 festivaler, de spiller på - heriblandt Tinderbox, Roskilde, Vig, Smukfest.

Men selvom alle festivalerne har hver deres særkende og er unikke på hver deres måde, er der steder rundt i landet, der har særlige pladser i bandets hjerter, fortæller de.

- Det er der klart. Festivalerne har jo lidt forskellige demografier, siger forsanger Niels Brandt og forklarer det måske åbenlyse i, at aldersammensætningen betyder en del.

- Når man er så priviligeret at få lov at spille på så mange festivaler, så finder vi ud af, at hver festival har noget, de andre ikke har. Det er enormt spændende at spille på de rigtigt store scener, men det er ikke altid dem, der er mest rowdy, siger trommeslager Louis Clausen, der ligesom Niels Brandt også fremhæver mindre festivaler som Alive i Thy og Jelling som helt store oplevelser, hvad angår publikum.

En af koncerterne er de dog alligevel ikke blege for at fremhæve som et højdepunkt:

- Vi glæder os enormt til at lukke Arena (på Roskilde Festival lørdag nat kl. 2, red.). Det er om natten, og det er længe siden, vi har optrådt sådan, en ren nattekoncert, siger Louis Clausen.