VIDEO Velvet Volume efter Northside-succes: Nu skal vi lave et album

Aarhus-bandet Velvet Volume ser koncerten på Northside som et nyt højdepunkt. Nu vil de til at skrue et album sammen.

Velvet Volume var på hjemmebane, da de i går spillede på Northside – og koncerten var en vigtig milepæl for det unge rockband.

- Det har helt klart været et højdepunkt, fortæller en af søstrene til DR efter gårsdagens koncert.

Nu skal bandet ud at spille en masse koncerter – og så skal de til at begynde at gøre klar til et album, fortæller de i interviewet.

Blandede anmeldelser

Koncerten blev rost af Gaffa og Århus Stiftstidende, mens Berlingske og Politiken mener, at den lå omkring middel.

Blandt andet skriver Berlingskes anmelder, at Velvet Volume er nødt til at skrive bedre og mere originale sange, hvis de skal holde interessen i kog.

Om det bliver tilfældet, må tiden vise. Men motivationen for at lave noget godt, er der i hvert fald.

- Vi vil gerne have god tid til at udgive et fuldendt album, som vi er tilfredse med, siger bandet.

Se hele interviewet med Velvet Volume øverst i artiklen, og se dem spille nummeret 'Honey' fra Northside-koncerten her.

Facebook
Twitter