Nu bliver det for alvor mørkt og koldt: 5 tegneserier, du kan hygge dig med i lænestolen

Tegneserier med saftigt drama og tilfældige kvindebekendtskaber er blandt de nye udgivelser, du kan hygge dig med i efteråret.

'Ny danskerne' og 'I dag har jeg gode ben' er nogle af de tegneserier, Per Juul Carlsen anbefaler dig at læse. (© Cobolt og Faraos Cigarer)

Om lidt bliver det så mørkt, at du slet ikke kan huske, at der kan være så mørkt udenfor. Og det blæser. Og det rusker. Og det regner. Og du orker ikke rejse dig fra din lænestol.

I den situation er der ikke meget andet at gøre end at hive fat i en stak af de nye tegneserier, der vælter ud af de danske forlag for tiden i anledning af weekendens bogmesse i Bella Centret i København.

Per Juul Carlsen, vært på 'Filmselskabet' på DR K og filmanmelder i 'Kulturen på P1', giver her sit bud på de bedste, nye udgivelser, du kan hygge dig med i den mørke og kolde tid.

1

Nydanskerne

(© Faraos Cigarer)

- Pludselig bliver talrige børn af danskere af anden etnisk herkomst født med lyst hår og blå øjne. Ingen ved hvorfor. Men fanden er i dén grad løs i Dannevang, for hvem er nu hvem, og hvad skal vi alle stille op med vores fordomme?

- Dét er udgangspunktet for en drillepind af en tegneserie, som den belgiske tegner Clarke alias Frédéric Seron fik idéen til, da han i en periode boede i Danmark. Både tegninger og historier er lidt stivbenede. Men udfordre, det kan ’Nydanskerne’.

Skrevet af Clarke (forlaget Faraos Cigarer).

2

Love in Vain

(© Mezzo og Dupont)

- Robert Johnson blev bare 27 år, men hans korte liv var så præget af fortumlet barndom, lidelser, druk og tilfældige kvindebekendtskaber, at han er blevet indbegrebet af bluesmusikken.

- Det understreger franskmændene Mezzo og Dupont med en stemningsfyldt tegneserie, der emmer af USA’s sydstater, af kroppe, af lyster, af laster og af blues. Tegningerne er fuldfedt sort/hvide, en slags mere tjekket udgave af den amerikanske undergrundstegner Robert Crumb, der også har hyldet bluesmusikken i sine serier.

Skrevet af Mezzo og Jean-Michel Dupont (Fahrenheit)

3

Håbets tid

(© Cobolt)

- De franske forlag presser ivrigt deres klassiske seriefigurer for mere guld - blandt andet ved at sætte yngre tegnere til at vride figurerne i nye retninger - således også Splint & Co.

- Det klart mest originale og respektfulde bud på nye eventyr med Splint, Kvik og Spip kommer fra den 54-årige franskmand Émile Bravo, der med stort held sender Splint tilbage til dengang, han fik sit piccolo-outfit på et hotel i Bruxelles under 2. verdenskrig.

- Tyskerne invaderer Belgien, flygtninge strømmer over grænserne i Europa og Splint forsøger at bevare medmenneskeligheden i forvirrede tider. Temaerne minder i ubehagelig grad om vore dage - så meget at UNESCO har udnævnt Émile Bravos Splint til menneskerettighedsforkæmper.

Skrevet af Émile Bravo(Cobolt)

4

Nestor Burma: Lusk i Latinerkvarteret

(© Faraos Cigarer)

- Ingen kan tegne Paris som Jacques Tardi. Det har han understreget i talrige tegneserier, ikke mindst dem om den snarrådige detektiv Nestor Burma, baseret på Leo Malets romaner. Tardi, der i dag er en ældre herre på 72, har givet sin tegnepen til Nicolas Barral, der respektfuldt viderefører Tardis streg i album nummer fem om Nestor Burma (på dansk).

- En ung mand skyder sig selv i en bil ved Seinen og hans smukke kæreste beder Burma om hjælp. Så er vi i gang. Det er ikke helt det samme som den rigtige Tardi, men fans af Paris kan umuligt blive skuffede.

Skrevet af Leo Malet og Nicolas Barral (Faraos cigarer)

5

I dag har jeg gode ben

(© Cobolt)

- Den danske tegner Lars Horneman dyrker sin egen stil, som hverken er historiefortælling eller billeddigt, men noget midt i mellem, en slags bevidsthedsstrøm som tegneserie.

- I én lang strøm af billeder og ord drøner han på cykel gennem storbyen, piller næse, får et anfald af flyskræk, opfyldes af lyst til en kvinde og meget andet som midaldrende plages af.

- Oplevelsen er som at stige af og på bevidstheden hos et menneske, der tager samme hverdagsrejse som du og jeg.

Skrevet af Lars Horneman (Cobolt)

FacebookTwitter