Nu skal der tælles kvinder i danske film: 'Jeg kan ikke argumentere for, at mænd er bedre til at lave film'

Målet med optællingen er blandt andet at få udnyttet mere kvindeligt talent.

Tæl selv! Hvordan er kønsfordelingen på holdet bag den danske film 'Dronningen'. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Hvor mange kvinder er der på filmholdet?

Det skal de danske film- og spilproducenter nu til at tælle op. Det gælder både skuespillere og andre centrale funktioner på holdet.

Fra den 1. marts bliver det et krav til producenter, der vil søge støtte hos Det Danske Filminstitut, at fortælle om fordelingen af mænd og kvinder på holdet.

Det er der ifølge Jørgen Ramskov, direktør i Producentforeningen, en overvejende grund til.

- I filmbranchen får vi ikke udnyttet det kvindelige talent lige så godt som det mandlige.

Direktør i Producentforeningen Jørgen Ramskov finder det 'helt nødvendigt, at vi får mere viden om og fokus på, at branchen afspejler samfundet'. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Samlet ønske om bedre balance

Derfor er Producentforeningen, Danske Filminstruktører og Det Danske Filminstitut blevet enige om at indføre en såkaldt 'selvangivelse om kønsfordeling'.

Den skal udfyldes og indsendes første gang, når producenten søger støtte, og igen, når det endelig regnskab skal gøres op.

Filminstituttet hæfter sig ved, at det er en samlet branche, der står bag beslutningen, og:

- At vi i alle led bliver bevidste om egne blinde vinkler er et helt grundlæggende skridt på vejen mod en bedre kønsbalance, siger direktør Claus Ladegaard.

Skævere end forventet

Og det virker til, at der er noget at komme efter.

Selvangivelsen er blevet testet i et års tid på forsøgsbasis på de spillefilm, der har søgt støtte. Resultaterne overrasker Meta Louise Foldager, der selv er filmproducent og ophavskvinde til idéen om en kønsoptælling.

Fordelingen er noget skævere, end hun selv havde forventet, fortæller den rutinerede producent i pressemeddelelsen fra Det Danske Filminstitut og konstaterer derudover, at optællingen allerede har været med til at ændre på kønsbalancen i produktionerne.

Filminstruktørerne mener også, at der er plads til forbedring, og at de danske film i højere grad skal afspejle befolkningen.

- Selvangivelsen er i vores øjne et stærkt værktøj til at skabe større bevidsthed, når vi sætter hold foran og bag kameraet, siger Christina Rosendahl, der er bestyrelsesformand i Danske Filminstruktører.

Meta Louise Foldager er filmproducent og CEO i Meta Film og Meta Film Doc. Det er hende, der er kommet på idéen med en kønsoptælling i film- og spilproduktioner. (Foto: Sofie Mathiassen © Scanpix)

Ingen konsekvenser

Resultatet af kønsoptællingen vil ifølge Claus Ladegaard ikke blive brugt i vurderingen af, om en film eller spillet skal have økonomisk støtte eller ej.

- Men den har vist sig at være et øjenåbnende regnskab, der rent faktisk kan skabe forandring, siger Claus Ladegaard.

Producentforeningen hæfter sig også ved, at optællingen allerede har virket, og at den i første omgang skal bruges til at indsamle viden.

- Det er jo først nu, at ordningen bliver obligatorisk. Så må vi se, hvad vi gør, når vi har den viden, siger Jørgen Ramskov og understreger behovet for en selvangivelse om kønsfordeling.

- Vi kan se, at der er en stor overvægt af mænd blandt ansøgerne, og jeg kan ikke argumentere for, at mænd skulle være bedre end kvinder til at lave film. Vi gør det her i et forsøg på at sikre lige adgang til og for de talenter, der er derude.