Nu skal Noora tale dansk: ’Skam’ får verdenspremiere som teater i København

Som det første teater i verden har Aveny-T i København sikret sig rettighederne til at opføre ’Skam’ som teater.

I efteråret 2017 og foråret 2018 kan teatret Aveny-T præstere hele to verdenspremierer.

Som de første i verden har det københavnske teater fået lov til at dramatisere den norske tv-serie ’Skam’.

Rettighederne er givet af seriens bagkvinde, Julie Andem, og NRK’s producent på serien, Håkon Moslet.

Til efteråret kommer først en forestilling om Eva, baseret på første sæson af serien, hvor hun også er hovedperson.

Til næste forår er der premiere på en forestilling om Noora og William, hvis relation i høj grad er omdrejningspunkt for anden sæson af ’Skam’.

Men teatret har også rettigheder til at bringe sæson 3 og 4 om Isak og Sana til scenen.

Nye talenter på scenen

De unge, der skal spille seriens hårdtprøvede teenagehovedpersoner, vil for de fleste være lige så ukendte, som den virkelige series hovedpersoner var det, inden ’Skam’ blev vist på tv.

Rollerne som Eva og Jonas spilles af de to 17-årige skuespillere Frieda Joanna Krøgholt og Sylvester Byder, der begge går i gymnasiet.

Noora bringes til scenen af Karla Rosendahl Rasmussen, der går på teaterskolen, mens William spilles af Jonathan Stahlschmidt, der både arbejder som kok, tjener, teateranmelder og danser på en natklub.

Teaterchef: Det største jeg er lykkes med

Teaterdirektør Jon Stephensen, der også har haft stor succes med udsolgte og anmelderroste forestillinger på Østre Gasværk, er stolt over tilliden fra seriens skaber.

- Det her er det største, jeg som teaterchef er lykkes med, siger han i en pressemeddelelse.

Skam på Aveny-T

  • ’Skam 1 – Eva’ spiller 15. september til 28. oktober 2017. Iscenesætter: Martin Lyngbo, scenograf: Jon Stephensen.
  • ’Skam 2 – Noora+William’ spiller 6. april til 19. maj 2018. Iscenesætter: Liv Helm, scenograf: Franciska Zahle.