Det er to år siden, 'Gift ved første blik' sidst rullede over skærmen, og vi stiftede bekendtskab med Luna og Anders, Christina og Michael og de andre deltagere, som sagde ja ved alteret til en fremmed.
Sidste år holdt programmet pause på grund af corona, men efter en kærlighedshungrende ventetid er det nu igen ved at være tid til 'Gift ved første blik', der vender tilbage med sin syvende sæson torsdag den 19. august.
I programmet skal ti giftelystne singler igen lægge deres kærlighedsliv i eksperternes hænder, men i år er ikke alting, som de plejer, da ventetiden er blevet brugt på at foretage flere justeringer i forhold til de forrige sæsoner.
Ifølge Stine Preem, der er redaktør på programmet, er det kun naturligt, at der sker ændringer.
- Det var helt banebrydende, dengang vi lavede 'Gift ved første blik' første gang i 2013, og gennem årene har vi hele tiden evalueret på, hvordan det går. For når man laver et program, hvor der er så meget på spil for de medvirkende, skal vi hele tiden kigge på, om vi kan forbedre det, vi laver, forklarer hun.
Større fokus på øjeblikkelig kemi
Helt konkret er der tale om en række nye eksperter, skarpere matching af parrene - og større fokus på, at ægteskaberne skal fungere på den korte bane.
Det går stik imod de tidligere sæsoners fokus på, hvem der vil fungere godt sammen på den lange bane.
- Det har vist sig flere gange, at hvis det ikke fungerer med kemien fra starten, når de aldrig til den lange bane. Og så kan det være lige meget, siger Stine Preem.
Hun forklarer, at den faste psykolog på programmet, Gert Martin Hald, i år har skruet op for betydningen af den del, der hedder "fysisk attraktion og seksualitet". Altså den seksuelle kemi.
- Det har vi gjort, fordi vi har oplevet, at når den her øjeblikkelige kemi ikke er der fra starten, kan det blive en endnu sværere proces at blive gift på tv.
Har eksperterne da ikke været gode nok til at matche parrene hidtil?
- Jeg synes ikke, at det eneste succeskriterium er par, der bliver sammen. Vi vil gerne have, at de lærer noget om sig selv af at være med, og det tror jeg, alle kan sige ja til. Og takket være de her modige mennesker kan vi andre også spejle os i dem og lære af dem.
- Men når det er sagt, vil vi gerne have, at folk finder kærligheden. Det er jo pointen.
Fire par er stadig sammen
Af de par, der er blevet viet i de første seks sæsoner af 'Gift ved første blik', er der fire par, der rent faktisk er blevet sammen:
Line og Michael fandt hinanden i tredje sæson og flyttede sammen til New York for at arbejde. De er nu tilbage i Danmark, er fortsat lykkeligt gift og har fået to børn.
Kathrine og Michael fra sæson fem har netop fejret tre års bryllupsdag og har købt villa i Odder.
Stefan og Vanessa fra samme sæson er også stadig gift.
Og Randi og Niels fra sæson tre er så vidt vides også stadig sammen.
Ifølge redaktør Stine Preem er fire gifte par på seks sæsoner et tilfredsstillende antal.
- Ja, det synes jeg. Der har jo været kærlighed på mange forskellige måder; en vild forelskelse, som gik i sig selv, og gode vennerelationer, som vi ved stadig er der. Derudover er mange singler over hele verden endt sammen og har fået børn takket være vores koncept. Men vi kan hele tiden blive bedre - ellers ville det også være kedeligt.
Udfordringer med diversitet
I Danmark anno 2021 ser vi mange familiekonstellationer, som går på kryds og tværs af seksualitet og kultur.
Men i de forrige seks sæsoner af 'Gift ved første blik' har vi kun set konstellationen mand-kvinde med samme hudfarve. Og det er beklageligt, indrømmer redaktør Stine Preem.
- Vi vil sindssygt gerne have en bredere repræsentation med hensyn til etnicitet og seksualitet. Vi synes, det kunne være mega spændende at få personer med, som kan give et andet perspektiv på den her pardannelse, siger hun.
Men årsagen skal findes i ansøgerfeltet.
Selvom der op til hver sæson bliver brugt kræfter på at få budskabet ud til alle grupper i befolkningen, er det bare ikke lykkedes at knække koden endnu.
- Sagen er den, at vi jo kun kan tage dem i betragtning, der selv har meldt sig, og som virkelig gerne vil det her og brænder for det. Derfor opsøger vi ikke selv folk på eksempelvis Instagram.
Hvorfor ikke?
- Ingen vil være gift med en, der er blevet prikket på Instagram. Folk skal selv komme til os, fordi de har en drøm om at blive gift.
Og den drøm har årets ti singler heldigvis - i dén grad.
- Efter corona tror jeg godt, vi kan sige, at motivationen er endnu stærkere i år for at være med. Flere i castet har nævnt, at det er blevet sat mere på spidsen, at man er alene, og de har haft tid til at tænke over, hvad de vil med livet, siger Stine Preem og tilføjer:
- Uden at afsløre for meget kan jeg godt sige, at vi får nogle bryllupsscener fulde af begejstring at se. Man kan godt mærke, at folk er glade for at møde deres potentielle partner, og det smitter af.
Nye eksperter
En justering af programmet har også fundet sted i det ekspertpanel, der matcher singlerne.
Foruden den velkendte ekspert gennem mange sæsoner, psykolog og klinisk sexolog Gert Martin Hald, der har fokus på sex, attraktion, værdier og kommunikation, er der kommet to nye ansigter til i ekspertpanelet.
Den ene er adfærdspsykolog Annemette Staal, der har fokus på hverdagen i parforhold og på, hvorfor vi har den adfærd, vi har. Den anden er parterapeut og psykolog Jacob A. Cornett, hvis fokus er tilknytning, relationer og parterapi.
Alle tre eksperter har været en del af matchmaking-processen.
Som noget helt nyt er etnolog og livsstilsekspert Julia Lahme tilknyttet programmet og vil løbende give seerne perspektiver på parrenes adfærd og udvikling.
'Gift ved første blik' får premiere torsdag den 19. august klokken 20 på DR1 og kan ses allerede fra klokken 6 samme dag på DRTV.
Varm op til den nye sæson ved at se de tidligere sæsoner af både den danske og amerikanske udgave af 'Gift ved første blik' på DRTV: