Numsedansen er blevet mainstream

Nu kan danske piger gå til twerk. Men hvorfor er det så fedt at ryste med rumpen i takt til musik? Og er det egentlig kvinderundertrykkende?

Popstjernen Miley Cyrus provokerede, da hun på tv twerkede foran sangeren Robin Thicke på MTV. Nu kan man få undervisning i dansen herhjemme. (Foto: Mtv VMA)

Det startede med Miley Cyrus.

Hun stod på scenen til MTV Video Music Awards foran tusindvis af skrigende fans, i færd med at optræde med popstjernen Robin Thicke.

Den 21-årige popstjerne var iført hudfarvede trusser og bh, en tunge der stak ud af munden, og en bagdel, der strittende lige ud i vejret roterede og rystede foran ti millioner seere derhjemme i stuerne.

Dansen blev en skandale. Og et viralt megahit.

Mor, må jeg gå til twerk?

I dag, knap seks måneder efter den tidligere så dydige Disneystjerne dansede sig til et mere vovet og rebelsk image foran rullende kameraer, er twerk blevet mainstream.

Fra at være en dans, de færreste kendte til, går danske teenagepiger nu til undervisning i twerk og lærer, hvordan ens bagdel kan lave twerktricks som "bubblebutt", hvordan den kan "poppe" og hvordan den kan "bounce".

Senere på året bliver der afholdt det første Danmarksmesterskab i twerk - og i slutningen af 2013 blev ordet twerk optaget af Dansk Sprognævn som en del af det danske sprog.

Øger twerk pornoficeringen?

Men kritikerne er der stadig.

Twerk bliver kritiseret for at skildre kvinder som sexobjekter og for at være med til at øge pornoficeringen af samfundet.

For hvordan kan en dans, der udelukkende består af kvinder, der vipper og ryster røven på en seksuelt ladet måde ikke være nedværdigende for kvinder, spørger kritikerne.

Ryster måsen fordi hun vil

Det er faktisk slet ikke så svært. Det mener i hvert fald Louise, der underviser i twerk.

Louise, der kalder sig for Louise Twerkqueen, er 26 år og psykologistuderende, når hun ikke underviser i twerk.

- Jeg kan godt forstå kritikken, men jeg synes også, man kan vælge at se twerk som en dans, hvor kvinder er i en powerposition. De ryster med numsen, fordi de vil. Ikke fordi, der er en mand, der skal synes, det er pænt eller tilfredsstilles, siger hun.

Kvinden som den dominerende

Louise Twerkqueen mener tværtimod, at twerk er med til at gøre kvinder magtfulde over for mænd.

- Jeg ser ikke de kvinder, jeg underviser, som objektificerede, jeg ser dem som powerfulde subjekter, som udfører den her aggressive seksualitet, som ofte tilskrives manden.

Det er manden, der jager, det er manden, der tager kvinden. Men nu er det lige pludselig kvinden, der har påtaget sig den dominerende rolle og manden, der på en måde bliver lidt magtesløs som tilskuer, siger hun.

Ekspert: Sejt hvis du har cellulite

Vibeke Pedersen, der er medieforsker og ekspert i køn, er heller ikke bekymret for pornoficeringen af kvinder, når det gælder twerk.

- Pornoficeringen går på, at kvinden er afklædt og passivt indladende, og twerk er meget aktivt og kraftfuldt, og det handler om kvindens lystfulde forhold til sin egen krop. Så jeg synes, der er mange positive aspekter i det, faktisk, siger hun.

I virkeligheden bør de, som mener, at twerk er kvindenedsættende, hylde dansen for at gøre den runde og den uperfekte kropstype populær igen, mener Louise Twerkqueen.

- Kvindeidealet i medierne er stadig en tynd, slank kvinde med lys hud, smal næse og langt blond hår. Men i twerk handlet det jo netop om, at jo større en røv du har, jo bedre. Jo mere fedt, du har, der kan ryste, jo federe er det. Hvis du har cellulite, fuck det, det er sejt. Det gør nogle ting, som vi normalt anser for at være grimme til det fedeste i verden, siger hun.

Facebook
Twitter