Nuno har fået kontakt med sin grønlandske mor - men ved stadig ikke, hvorfor hun blev bortadopteret

Grønlandske børn blev i stor stil bortadopteret til Danmark, og det har sat spor i flere af de adopterede, der i dag sidder tilbage med ubesvarede spørgsmål.

Nuno er et af de mange grønlandske børn, der blev bortadopteret til Danmark. (Foto: © Dennis Olsgaard, DR)

Da Nuno Juul-Nyholm fødte sit første barn, fik hun et stort ønske opfyldt. Hendes lille nyfødte pige havde nemlig mørkt hår.

- Det var et eller andet med, at det her var min klan, og det føltes trygt og godt. Jeg har altid søgt nogen, der lignede mig fysisk, fortæller Nuno, der i dag er 50 år og har fire børn med sin mand.

Det var første gang, hun oplevede at kunne se sig selv i et andet menneske. For Nuno er født i Grønland af en grønlandsk mor, men blev bortadopteret til et dansk par og voksede op i Randers.

Og hun er langt fra den eneste grønlandske baby, der fik et nyt hjem hos en dansk familie.

I årene 1964-1979 blev 164 børn officielt bortadopteret fra Grønland til Danmark. Dertil skal der lægges et ukendt antal bortadoptioner uden om det officielle system, der ikke står registreret nogen steder. Det afsløres i DR's dokumentarserie 'Grønlands forsvundne børn'.

Bortadoptioner var ellers et helt ukendt fænomen i Grønland, indtil Danmark i starten af 50'erne iværksatte en voldsom modernisering og forandring af det grønlandske samfund.

Tusindvis af danskere kom til Grønland for at opbygge moderne infrastruktur og industri eller arbejde i det nyetablerede sundheds- og uddannelsessystem.

I slutningen af 60'erne udgjorde danske gæstearbejdere ti procent af Grønlands samlede befolkning, og flere af dem så en mulighed for at adoptere grønlandske børn.

Nuno har mødt mange fordomme om sit ophav: - Når folk spørger, og jeg siger, hvor jeg er fra, kommer alle grønlændervittighederne og fordommene. Jeg er typen, der bare ryster på skuldrene, men jeg synes, det er sværere, at mine børn også møder dem. Jeg synes, vi burde være kommet længere, siger hun. (© DR)

To af gæstearbejderne var Nunos danske adoptivforældre, som var udstationeret i Sisimiut i en årrække for at sætte skub i udviklingen. Faren var læge og arbejdede på byens hospital, og moren var med til at starte en børnehave.

De kunne ikke selv få børn, så de adopterede først to ældre børn fra to forskellige mødre, og til sidst Nuno fra en tredje familie. Året efter flyttede de fra Sisimiut til Randers, hvor børnene voksede op.

- Mine danske forældre har gjort det i den bedste mening, det er jeg ikke i tvivl om. Jeg har hørt historier om fattige børn i Grønland, hvor levestandarden var meget lav, da danskerne kom derop.

- Men samtidigt kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad der mon var sket, hvis der ikke var kommet nogen overhovedet, siger Nuno Juul-Nyholm.

Var ikke altid klar over, hvad de skrev under på

Op gennem 60'erne steg efterspørgslen på grønlandske adoptivbørn, og danske par begyndte at blive så utålmodige, at de annoncerede efter grønlandske børn i lokale aviser.

Her har man fundet beviser for, at nogle af danskerne i blandt andet sundhedspersonalet agerede "mellemperson" og fandt gravide grønlændere, der var villige til at bortadoptere deres baby til et dansk par uden om myndighederne.

Men det viste sig hurtigt, at ikke alle grønlandske forældre var klar over, hvad de præcis sagde ja til.

Det forklarer antropolog Gitte Adler Reimer i 'Grønlands forsvundne børn'. Hun er rektor på Grønlands Universitet, og som i forbindelse med sin afhandling om slægtskab i Grønland har undersøgt registrerede adoptioner fra 1964 til 1979.

- Ifølge min forskning kan jeg se, at mødrene ikke altid var klar over, hvad de skrev under på. Den grønlandske adoptionskultur er anderledes. Man skelner ikke skarpt mellem ordet "plejebarn" og "adoptivbarn" på grønlandsk.

- I Grønland har vi tradition for at bortadoptere børn til nære slægtninge i bygden eller byen. Man bliver ikke afskåret fra sin biologiske familie og har fortsat tæt kontakt, siger hun.

At kvinderne ikke altid forstod, hvad de skrev under på i adoptionspapirerne, oplevede Alfred Dam, der var socialchef i Grønland fra 1967-1971.

Han husker, hvordan kvinder pludselig henvendte sig på hans kontor i Nuuk og sagde, at de gerne ville i kontakt med deres barn.

- Så måtte jeg give dem den bitre historie, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi de havde skrevet under på, at det var en anonym adoption. Så brød de sammen, for de havde aldrig forstået det følelsesmæssigt, fortæller han.

- Jeg kan huske, at jeg på første skoledag var den eneste med så mørkt hår, og at jeg skilte mig ud. Jeg blev kaldt peber, og min veninde blev kaldt salt - og jeg ville også gerne være salt. (Foto: © PRIVATFOTO)

Da Nuno voksede op, havde hun altid fået at vide, at hun skulle være taknemmelig for, at hun var blevet adopteret, og at hendes mor og far havde reddet hende fra at vokse op i Grønland.

Derfor lagde hun låg på alle de spørgsmål, hun brændte for at få svar på om sit grønlandske ophav.

Det var først, efter hun selv havde født to piger, at hun begyndte at tænke meget over, hvordan det havde været at skulle give sit barn fra sig. Så hun tog mod til sig og kontaktede sin biologiske mor - og de aftalte at se hinanden.

- Det var helt vildt at møde hende. På alle måder var det meget, meget underligt, og jeg blev meget genert. Det var meget mærkeligt og svært, selvom hun kunne dansk. Men det var også en lettelse at se, hvem hun var, og at hun har det godt.

'Man så op til danskere'

I dag har Nuno og hendes biologiske mor i Grønland et fint forhold og har set hinanden flere gange. Men det er også tydeligt, at moren ikke vil fortælle, hvorfor hun som helt ung valgte at bortadoptere sin nyfødte væk til det danske par - eller om hun var klar over, hvad konsekvenserne var ved at bortadoptere.

- Alle grønlændere skulle være som danskere, og man så også op til danskere. Flere mødre og flere forældre bortadopterede deres børn i håb om og i troen på, at bortadoption til danske par ville være til gavn for deres barn, siger Gitte Adler Reimer og tilføjer:

- Det er helt sikkert en af grundene, der ligger bag bortadoptioner af grønlandske børn til Danmark.

Som lille ville Nuno ikke skuffe sine forældre ved at vide mere om sin baggrund. - Jeg følte, at hvis jeg søgte efter det, ville det være utaknemmeligt, og jeg ville måske gøre mine adoptivforældre kede af det, og det ville jeg ikke, siger hun. (Foto: © PRIVATFOTO)

Tidligere socialchef Alfred Dam forklarer, at de danskere, der var i Grønland på det tidspunkt, var en velhavende gruppe, som tjente mange penge, og som ganske givet vurderede, at udsatte grønlandske børns nutid og fremtid var truet.

- Jeg tror, at en betydelig del af det, der er foregået omkring adoptioner, har været i den bedste mening. Men det er ikke altid, at den bedste mening er den bedste løsning, erkender han.

- Kunne de gøre noget for at hjælpe disse børn? Ja, det kunne de, men de skulle ikke gøre det, synes jeg, ved at adoptere dem. De kunne pleje dem her og nu, men ikke overtage ejerskabet af børnene, siger han.

Han erkender, at selvom bortadoptionerne var tænkt som en vej mod at forebygge mistrivsel og ulykker, kan man med socialt arbejde træffe beslutninger, der har konsekvenser, som man ikke kan overskue.

- Jeg skal ikke forskønne min tid i mit sociale arbejde, men jeg vil tillade mig at påstå, at vi har bestræbt os på at gøre noget fornuftigt. At det så ikke altid er lykkedes, det er noget andet.

Der faldt nogle vigtige brikker på plads

I kølvandet på Danmarks modernisering af Grønland opstod et grønlandsk krav om indflydelse og medbestemmelse, og i 1976 fik det den konkrete virkning, at adoptioner af børn ud af landet blev bremset.

Var det sket fem år før, var Nuno aldrig kommet til Danmark. Hun er glad for sin opvækst i Randers, men også taknemmelig for, at hun fik kontakt til sin biologiske familie.

- Der faldt nogle vigtige brikker på plads i mit puslespil, der handlede om min identitet, siger Nuno.

Hun får sandsynligvis aldrig svar på, hvorfor hun skulle bortadopteres, fordi det helt tydeligt er et for følsomt emne for hendes biologiske mor.

Men det er heller ikke længere vigtigt for hende at få svar på.

- Jeg er så glad for at lære den del af mig at kende med min familie og være en del af det her kæmpe land, som er så smukt og vildt. Det giver en dejlig ro at kunne svare på, hvor jeg kommer fra. Det har jeg aldrig kunnet før.

- Det er vanvittigt, så stort og smukt Grønland er, og der er så meget at være stolt af. Planen er, at jeg tager min mand og vores fire børn med på ferie derop til næste år.  (© DR)