Ny Alliance hyrer forfatter

Ny Alliance har hyret forfatteren Kristian Ditlev Jensen til at udvikle og formulere partiets politik. Han sidder nu i det nystiftede partis politiske udviklingsgruppe.

Det kommende partiprogram fra Naser Khaders parti Ny Alliance bliver efter alt at dømme velformuleret.

Det nye parti har i hvert fald hyret forfatteren Kristian Ditlev Jensen til at udvikle og formulere Ny Alliances politik, skriver Nyhedsavisen.

Forfatteren er netop er trådt ind i det nystiftede partis politiske udviklingsgruppe, hvor han blandt andet skal arbejde sammen med erhvervskvinden Malou Aamund.

Godt med lidt kulør

Kristian Ditlev Jensen glæder sig til at kunne præge dansk politik.

- Jeg synes, der er for få danske politikere, der taler rent ud af posen. Man kan godt savne de mere kulørte personligheder i dansk politik, siger han til Nyhedsavisen.

Kristian Ditlev Jensen har blandt andet skrevet selvbiografien "Det bliver sagt" og romanen "Livret" fra 2004. han har også skrevet for blandt andet Berlingske Tidende, Politiken og DSB's rejsemagasin.

Facebook
Twitter