Ny dokumentar langer ud efter den britiske kongefamilie. Nu svarer de igen

I en udtalelse kalder kongefamilien BBC for en "skuffelse".

Dronning Elizabeth, prins William (på billedet) og prins Charles tager i en fælles udtalelse afstand til en ny BBC-dokumentar. (Foto: Andrew Milligan © Scanpix)

Den kongelige familie i Storbritannien er mere end vant til, at der bliver skrevet kritiske historier om dem i pressen.

Men det er yderst sjældent, at de selv svarer igen.

Det er ikke desto mindre, hvad kongefamilien har gjort i denne uge. Det skriver flere britiske medier, blandt andre The Independent.

I en fælles udtalelse fra Buckingham Palace, Kensington Palace og Clarence House, som repræsenterer henholdsvis dronning Elizabeth, prins Charles og prins William, udtrykker familien "skuffelse" over BBC's nye dokumentarserie 'The Princes and the Press' ('Prinserne og pressen' på dansk).

Her ses den britiske kongefamilie, da prins Harry og hertuginde Meghan stadig var en officiel del af den. Forrest ses prins Charles og hertuginde Camilla, mens prins William og hertuginde Kate ses i midten. Harry og Meghan ses bagerst. (Foto: PHIL HARRIS © Scanpix)

- En fri, ansvarlig og åben presse har afgørende betydning i et sundt demokrati. Men alt for ofte er det overdrevne og udokumenterede beskyldninger fra unavngivne kilder, der bliver fremstillet som fakta. Og det er skuffende, når nogle, også BBC, tillægger dem troværdighed, lyder det i udtalelsen, som BBC har valgt at bringe i slutningen af første afsnit af dokumentarserien.

Beskyldes for at plante historier i pressen

Den ekstraordinære udtalelse kommer i kølvandet på første afsnit af 'The Princes and the Press', som fik premiere på BBC tidligere på ugen.

Dokumentaren undersøger prins William og prins Harrys forhold til pressen, og her bliver kongehuset blandt andet beskyldt for at plante historier i den britiske presse, som kunne sværte prins Harry – og især hertuginde Meghan – til.

I dokumentarserien siger journalisten Omid Scobie, som har skrevet en biografi om prins Harry og hertuginde Meghan, at negative historier om Meghan blev lækket fra hoffet til pressen.

- Der var nogle mennesker, som følte, at hertuginde Meghan skulle sættes på plads. Jeg tror, at en lækage af en negativ historie skal ses som en straf.

- Der har været mange rygter gennem længere tid. De går på, at mange af de skadelige og negative historier kommer fra hoffet eller kongelige medarbejdere. Ud fra hvad min egen research fortæller mig, er det sandt, siger Omid Scobie ifølge The Independent i dokumentarens første afsnit.

Han navngiver dog ikke, hvem der angiveligt skulle stå bag lækagerne fra hoffet.

Her ses prins Harry og hertuginde Meghan i New York i september, hvor de besøgte One World Trade Center. (Foto: Andrew Kelly © Scanpix)

'The Princes and the Press' består blandt andet af en række interviews med britiske journalister, der har dækket kongehuset tæt.

I dokumentarserien fortæller journalisten Dan Wooton ifølge The Independent blandt andet om den såkaldte 'Tiaragate'.

Ifølge journalisten handlede sagen om, at Meghan efter sigende skulle have lagt sig ud med flere medlemmer af kongefamilien, fordi dronning Elizabeth skulle have nægtet hende at bære en bestemt tiara til hendes forestående bryllup med prins Harry. Det er dog ikke bekræftet af kongehuset eller nogen officielle kilder.

Det er brugen af unavngivne kilder, som har fået kongefamilien til at reagere med at kalde BBC's dækning for "skuffende".

Forlod kongefamilien i 2020

Prins Harry og hertuginde Meghan blev gift i maj 2018, og det blev fejret med al den pomp og pragt, som kun det britiske kongehus kan præstere.

Men under den lykkelige overflade lurede problemerne for parret, og i januar 2020 tog de den drastiske beslutning at forlade den kongelige familie.

- Beslutningen om at træde tilbage, som jeg har truffet for min kone og jeg, har ikke været nem, sagde prins Harry dengang.

Siden rykkede parret teltpælene op, flyttede til Los Angeles og brød alle forpligtigelser til den kongelige familie.

Her gav parret tidligere i år et meget omtalt interview med talkshow-værten Oprah Winfrey. Interviewet bød både på afsløringer af selvmordstanker, indblik i knuste familierelationer og anklager om racisme.

Andet afsnit af dokumentaren 'The Princes and the Press' får premiere den 29. november på BBC.

Rettighederne til dokumentaren er købt af DR, der regner med at sende den i starten af det nye år.

FacebookTwitter