Ny porno-tjeneste giver al magt til "kunstnerne": Emil 22 tjener penge sine nøgenvideoer

Emil Graae fra Aarhus har fået en karriere ud af siden Onlyfans. Ekspert advarer om, at siden gør hardcore porno mere legitim for unge.

(© PRIVATFOTO)

Optag en 10-15 sekunder lang video, skriv en lokkende caption, upload den på Twitter og henvis til Onlyfans.

Det tager højst et par minutter, men alligevel er det, hvad 22-årige Emil Tånnquist Graae fra Aarhus kan kalde en "arbejdsdag".

Aarhusianeren er ikke bange for at vise sig frem uden en trevl på kroppen, og da han for et par år siden begyndte at smide videoer af sig selv på Twitter, begyndte hans følgerskare hurtigt at tage fart.

I skrivende stund har han over 190.000 følgere på Twitter, som ser med, når han onanerer fra forskellige vinkler i korte videoer.

Videoernes caption indeholder ofte en henvisning til Emil Graaes Onlyfans-side, hvor man mod en månedlig betaling på fem dollar (knap 32 kroner) kan få adgang til mere eksklusivt materiale - blowjob-videoer, sex-videoer og videoer, hvor Emil Graae får udløsning.

Han har ingen kvaler ved at være ærlig omkring sin noget usædvanlige karrierevej. Og han er heller ikke i tvivl om, hvorfor folk betaler penge for at se nøgenvideoer af ham på Onlyfans.

- Folk følger mig nok, fordi jeg er godt udrustet. Jeg er glad for, at jeg kan tjene penge på min egen krop. Det er dejligt nemt, lyder det fra Emil Graae.

22-årige Emil Graae er ikke bange for at smide tøjet og filme sig selv for penge. Han er især populær på Twitter, hvor han har mere end 190.000 følgere. (© PRIVATFOTO)

Onlyfans demokratiserer porno

Folk som Emil Graae, der lægger amatørporno op på sites som Onlyfans, bliver der flere og flere af. I skrivende stund har Onlyfans flere end 24 millioner brugere på verdensplan.

Hjemmesiden så dagens lys i 2016 og var i starten tiltænkt influencere, så de kunne tjene penge på deres følgere.

Selvom der stadig er brugere, som for eksempel deler tips til fitness og mad, så har Onlyfans nu primært udviklet sig til at være en platform for amatørporno og erotisk indhold.

- Onlyfans er bastard-resultatet af Instagram, Twitch og Pornhub, siger Christian Vorre Mogensen, der er specialkonsulent ved Center for Digital Pædagogik.

- Det er en billede- og videodelingstjeneste, hvor afsenderen af materialet har direkte kontakt med brugerne - ligesom på Instagram eller Twitch. Forskellen er, at det på Onlyfans er tilladt at lave erotisk og pornografisk materiale, der gemmes bag en betalingsmur, tilføjer han.

Afsenderen - eller kunstneren, om man vil - fastsætter selv sin pris for, hvad det koster at få adgang til materialet på Onlyfans. 20 procent af beløbet går til Onlyfans, mens resten går til kunstneren selv.

Men hvad er det, der får folk til at betale penge for porno, når der ligger afsindigt mange timers gratis porno på eksempelvis Pornhub?

Det har Christian Vorre Mogensen et bud på.

- Ved at købe sig adgang til en specifik kunstner på Onlyfans får brugeren en følelse af nærhed med kunstneren. Det er mindre LA-silikone-agtigt og mere "naboens datter" eller ham fra 'Paradise Hotel'. Dét, tror jeg, tiltaler mange, der synes, at porno er blevet for industrialiseret og falsk.

2010'ernes teknologiske fremskridt har betydet, at porno er blevet meget mere tilgængeligt via smartphonen. Og via telefonen er det også blevet lettere at producere sit eget.

Platforme som Onlyfans er med til at skubbe pornoen i en ny retning, ifølge Christian Vorre Mogensen. Hvor det tidligere var produktionsselskaber, der udvalgte pornomodellerne og typen af indhold, er det nu mere op til pornomodellerne, hvad de vil gøre og vise.

- Det er rigtig interessant, at Onlyfans er med til at demokratisere porno, da det er op til brugeren, hvad man gerne vil se - samtidig med, at platformen giver magten tilbage til kunstneren selv, siger Christian Vorre Mogensen.

Sådan ser Emil Graaes forside på Onlyfans ud. Han bestemmer selv, hvad prisen for et månedligt abonnement skal være. Onlyfans tager 20 procent, mens resten går til Emil Graae selv. (Foto: (Screendump))

Kan ikke sammelignes med andre jobs

Det var for omkring et år siden, at 22-årige Emil Graae oprettede en side på Onlyfans.com, men han har kun været seriøs omkring det i seks måneder.

Han lægger ikke skjul på, at han er glad for komplimenterne, som han får fra folk fra hele verden, hver gang han lægger en ny video på Twitter og Onlyfans.

Og økonomisk set er han også godt tilfreds.

- Jeg klager ikke, men jeg vil helst ikke ind på, præcist hvor meget jeg tjener, siger han.

- Man kan ikke sammenligne det med andre jobs, da det er så forskelligt, hvad du tjener måned for måned - der er gode og dårlige måneder. Det kommer an på, hvor meget jeg deler min Onlyfans på andre sociale medier, fortæller Emil Graae.

Lige nu laver han næsten udelukkende soloindhold, men det vil han gerne lave om på. Når corona tillader det, er det planen, at aarhusianeren hopper på et fly til pornoens hovedstad, Los Angeles.

- Mit mål er at blive én af de største mandlige pornostjerner nogensinde. Det mener jeg ikke er urealistisk, når man ser på antallet af følgere på min Twitter. Det er ikke mange af de store mandlige pornostjerner, der har 200.000 følgere ligesom mig.

- Og gennem Twitter er jeg blevet kontaktet af rigtig mange i branchen, som gerne vil arbejde med mig. Så det kommer helt sikkert til at ske, lyder det fra Emil Graae.

Internettet glemmer aldrig

Selvom Christian Vorre Mogensen kan se flere positive ting ved Onlyfans' indtog i pornoverdenen, så ser han også bekymrende tendenser.

Specielt når man ser på generationen, der er vokset op med Instagram og illusionen om det perfekte liv.

Han nævner influenceren Fie Laursen som eksempel. Hun har nemlig taget skiftet fra Instagram til Onlyfans, hvor hun sælger sexvideoer og nøgenbilleder.

- For voksne mennesker, der gerne vil lave porno, er Onlyfans en platform, hvor de selv beholder rigtig meget af magten. Dér er jeg ikke bekymret.

- Min bekymring opstår, når normalvis påklædte influencere tager springet fra Instagram til Onlyfans. De lever alligevel af at være "lækre", så hvorfor ikke være lækker uden tøj på og få penge for det? Det kan give hardcore porno en legitimitet til unge letpåvirkelige forbrugere, mener Christian Vorre Mogensen.

Emil Graae drømmer om at flytte til Los Angeles for at forfølge pornodrømmen, når corona tillader det. I mellemtiden skal han blandt andet medvirke i et nyt realityprogram i Danmark, som senest får premiere til vinter. (© PRIVATFOTO)

Og så er der hele problematikken omkring videoerne, der ender i alle afkroge af internettet. Selvom Onlyfans lover, at materialet forbliver bag betalingsmuren, så ser man gang på gang, at Onlyfans-videoer ender på pornosider som Pornhub.

Det scenarie skal man være indforstået med, hvis man overvejer en karriere på Onlyfans.

- Der er ikke nogen videoer, som bliver liggende på Onlyfans. De kommer ud til resten af internettet. Når nogen på din skole eller din hjemby finder ud af det, så bliver den delt. Det har en nyhedsværdi, og det vil folk altid finde interessant, siger Christian Vorre Mogensen.

Overraskende få fordomme

Har du overvejet, hvad dine nøgenvideoer kan gøre for din fremtid, hvis du pludseligt ikke længere vil have en karriere i porno?

- Jeg vidste godt, at mine videoer kommer til at ligge på nettet for evigt, da jeg begyndte at lægge ting op på Twitter og Onlyfans. Det har jeg ikke noget imod. Samtidig har jeg tatoveringer i hovedet, på halsen, i nakken og hænderne, hvilket nok også udelukker mig fra en del jobs. Men jeg er sikker på, at jeg nok skal finde på et eller andet at lave - måske som selvstændig.

Emil Graaes nøgenvideoer har givet ham en øget opmærksomhed, kan han mærke. Specielt når han bevæger sig rundt i Aarhus' natteliv.

- "Det er sgu da dig med den store pik", er der mange, der siger, fortæller han.

Han troede, at folk ville se ned på ham, når de hørte, at han laver amatørporno. Men det er ikke sket.

- Som regel synes folk, det er lidt sjovt. Jeg havde regnet med, at folk ville se lidt ned på det, men jeg har nærmest ikke mødt nogen fordomme - det, synes jeg, er ret vildt, siger aarhusianeren.

Efter denne artikels offentliggørelse, er vi blevet gjort opmærksomme på, at Emil Graae er blevet meldt til politiet for at offentliggøre to sexvideoer uden den anden medvirkendes samtykke. Emil Graae bekræfter, at han er blevet anmeldt, og at det er en tilståelsessag. Han siger over for DR, at han beklager over for den medvirkende. Han har efter anmeldelsen fjernet videoerne, han har desuden fået en bøde, men han ønsker derudover ikke at udtale sig yderligere om sagen.

Facebook
Twitter