Nyt farvestrålende logo skal lokke folk i kirke

Et nyt logo skal gøre Folkekirken synlig i danskernes bevidsthed. Men friske farver og moderne look, er ikke hvad folkekirken har brug for, lyder kritikken.

Folkekirkens nye logo (billedet) skal gøre den mere synlig i danskernes bevidsthed. Men friske farver og moderne look, er ikke hvad folkekirken har brug for, lyder kritikken.

Salmesang og Fadervor er ikke længere varemærker, som er stærke nok for den danske folkekirke, der i mange år har kæmpet med tomme kirkebænke og vigende medlemstal.

Et helt nyt farvestrålende logo, der bliver offentliggjort i dag, skal ifølge en ekspert være med til at ændre på den udvikling og samtidig være folkekirkens signal om, at den er mangfoldig og samlende på samme tid.

Det er første gang i historien den danske folkekirke får et samlet logo, fortæller religionssociolog Peter Lüchau, der har været med i den indledende fase i designet af det nye varemærke.

Næsten frit farvevalg

- Det nye logo er et forsøg på at sende et fælles signal om, at man er en samlet kirke. Der er jo ikke noget fælles råd, som udtaler sig på folkekirkens vegne. Det er jo faktisk kun de enkelte præster, som markerer sig engang imellem, siger, Peter Lüchau.

Runde former og otte forskellige farver, som kan blandes på kryds og tværs, skal være folkekirkens signal om, at den er rummelig.

- Selvom vi sidder ved siden af hinanden i kirken, så er danskernes opfattelse af kristendom meget forskellig. Det nye logo er et signal om, at man er tolerant over for dette, og at folkekirken er en blød organisation, siger Peter Lüchau, der dog tvivler på, at landets mange kirker vil kunne mærke effekten af det nye varemærke.

- I hvert fald ikke i første omgang. Men på sigt tror jeg, det kommer til at gøre en forskel, fordi kirken bliver mere synlig, siger han.

Kritiker: Folk vil foretrække et krucifiks

Den holdning er sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen ikke enig i. Hun har fra starten været modstander af ideen om et nyt logo til folkekirken, som hun kalder "underlig påklistret".

- Man bliver jo ikke synlig, blot fordi man ændrer sit udseende. Man bliver synlig, fordi man betyder noget for mennesker, siger Sørine Gotfredsen, der også mener, det nye logo sender et helt forkert signal.

- Kirken er grundlæggende tilstede i danskernes bevidsthed. Men nu sender man altså også et signal om, at kirken også taler med én stemme. Det gør den jo ikke. Kirken består jo af en masse individer med forskellige holdninger, siger Sørine Gotfredsen, der ikke tror, det nye logo vil blive særlig synlig i landets kirker.

- Hvis det bliver frivilligt, om man vil hænge det op, tror jeg, det vil gå trægt med udbredelsen. Mange vil ligesom jeg være modstander af det af ideologiske årsager, og så tror jeg stadig, de fleste vil foretrække et godt gammeldags krucifiks, mener Sørine Gotfredsen.