Nu er det muligt at grave lidt i om venner, kolleger eller måske endda nogen i din familie har været så heldige at modtage en dansk orden eller en kongelig medalje.
Fra i dag kan man nemlig søge på nulevende personer, der siden 1. januar 1947 har modtaget udnævnelser som Ridder af Dannebrogordenen eller fortjenstmedaljer.
Nogen af de mange kendte danskere, der kan bryste sig af en fornem dekoration er Andreas Mogensen og Lars Ulrich.
I 2015 fik Andreas Mogensen den kongelige belønningsmedalje af 1. grad med krone og inskription, mens Lars Ulrich sidste år blev kåret som Ridder af Dannebrogordenen.
I over 280 år er Den Kongelige Danske Hof- og Statskalender udkommet som et opslagsværk, hvor man har kunnet finde en komplet liste over nulevende modtagere af de danske dekorationer, som det kaldes.
Men siden 2014 har det ikke været muligt, fordi hof- og statskalenderen stoppede med at udkomme i bogform.
På Kongehusets hjemmeside kan man finde oversigten sammen med blandt andet De Kongelige Ridderordeners våbenbøger, informationer om de enkelte ordener og medaljer samt en beskrivelse af ordensvæsnet i Danmark.
Du kan finde oversigten HER.