Nyt samarbejde vil hjælpe dansk film

Det næste år skal klip på et minut i reklameblokken i biografen være med til at promovere 12 danske film.

Rasmus Bjerg og Mick Øgedahl er med i det spot på et minut, som skal hjælpe dansk film.

Dansk film får nu hjælp i konkurrencen mod Hollywoods velsmurte marketingmaskine.

Bag om Filmen er navnet på et samarbejde mellem Arbejdernes Landsbank, danske filmproducenter og Dansk Reklame Film, der skal gøre opmærksom på de danske film, som kommer i biografen de kommende 12 måneder.

- Da der er begrænset plads på filmtrailerne, har vi vil valgt at bruge noget af vores reklameplads til at vise "behind-the-scene"film, som de danske filmproducenter står bag. siger administrerende Direktør i Dansk Reklamefilm, Claus Brix, til DR Nyheder.

Der sættes fokus på 12 kommende danske film ca. tre måneder inden premieren. Det minutlange spot vil kunne opleves i de danske biografer fra i dag.

Ekstrem høj kvalitet

Hver måned kommer et nyt spot op i biografen som i løbet af de fire uger vises over 20.000 gange og ses af knap en million danskere.

- Dansk film har en ekstrem høj kvalitet. Men nogle gange kan de drukne i det store filmudbud, der kommer fra Hollywood, siger Claus Brix.

- De danske producenter har ikke de samme midler at gøre godt med. Vi tror, at dette vindue kan gøre, at folk får set nogle af de film, som kommer i biografen det næste år. Og måske får vi skabt interesse for filmene, siger Claus Brix.

Facebook
Twitter