Obduktion: Prince døde af en overdosis

Prince døde af en fentanyl-overdosis. Fentanyl er 100 gange stærkere end morfin.

Popstjernen Prince døde af en fentanyl-overdosis. (Foto: Mike Blake © Scanpix)

Retsmedicineren i Minnesota, Quinn Strobl, bekræfter i sin obduktionsrapport, at rockstjernen Prince døde af en fentanyl-overdosis, og det var ikke selvmord, men et uheld.

Den endelige rapport blev publiceret i dag, mere end en måned efter at superstjernen blev fundet død i sit hjem.

Ifølge rapporten administrerede Prince selv produktet fentanyl, som er et syntetisk smertestillende opiat, der er op til 100 gange stærkere end morfin.

Tidligere på dagen fortalte en unavngiven politimand til nyhedsbureaet AP, at Prince var død af en overdosis.

Prince gav sin sidste koncert i Atlanta i april. Dagen efter måtte hans fly foretage en uventet landing i Moline, Illinois, hvor popstjernen blev bragt til hospitalet.

Det forlød efterfølgende fra hans manager, at Prince havde det fint igen, og han viste sig også offentligt et par gange lige inden sin død.

Det har længe været uvist, hvad Prince døde af og hvorfor.

Allerede kort efter dødsfaldet forlød det, at en overdosis var årsagen. Prince blev fundet livløs i en elevator på sin ejendom Paisley Park, hvor paramedicinerne måtte opgive at genoplive ham.

Facebook
Twitter