Odense Filmfestival drukner i film

Det er væltet ind med kort- og dokumentarfilm til Odense Internationale Filmfestival. I år er der kommet mere end 1000.

Allerede nu - fire måneder inden ”Odense Internationale filmfestival” åbner - er festivalen ved at drukne i henvendelser fra instruktører, der ønsker at få deres film med på programmet. Festivalen har modtaget mere end 1000 kort- og dokumentar-film.

- Der er faktisk kommet flere og flere film hvert år. Sidste år modtog vi 700 film og i år er det så helt overvældende, siger festivalkoordinator Ann-Britt Nørgaard, der forklarer, at det hovedsageligt er antallet af udenlandske film, der er vokset.

- Måske skyldes det, at det er blevet lettere at få fat i et kamera ude i verden, så vækstlaget simpelthen er større. Men samtidig er det også mit indtryk, at vi har fået et rigtig godt ry. Mange af de udenlandske instruktører der besøger os, mener at vi har et højt fagligt niveau, siger Ann-Britt Nørgaard.

Facebook
Twitter