Øv dig på den nye nationalsang

En fynsk lærer har vundet en konkurrence om at skrive afløseren for "Der er et yndigt land". 145 professionelle og amatører deltog i konkurrencen om en ny nationalsang.

Hvert år arrangeres der spil dansk dag. I år har udfordringen været at komme med et bud på en ny nationalsang.

Vinderen blev den fynske lærer Jacob Freud-Magnus.

I dag er den blevet optaget for første gang, så man kan øve sig på den.

Den 25 oktober bliver sangen opført på P2 og P4 klokken 11.03, hvor du kan synge med. Og indtil da kan du øve dig her på dr.dk/nyheder.

Og her er så teksten:

ET LILLE LAND OG LIGE MIDT I VERDEN Melodi: Jakob Freud-Magnus. Tekst: Steen Krarup Jensen

1 Et lille land og lige midt i Verden. En lille plet til leg og liv og lyst. Et lille land med bløde grønne bakker, folk, der snakker, og med mange kilometer skumklædt kyst.

2 Et åbent landskab, rum til fantasier, og mer' man må, end man skal passe på. Her gror, i ly for verdens stride strømme, lette drømme. Katastroferne har været få og små.

3 Det blæser tit, men oftest milde vinde, kun sjældent går en storm til marv og ben. Vi har ej gamle, tunge ting at hævne, blot en evne til at brokke os, hvis våren er lidt sen.

4 Et morsomt land på ganske mange måder. Ja, vi har altid nok at grine af. Selv svære, dybe spørgsmål og debatter tåler latter, blot man husker, man skal både gi' og ta'.

5 Et frodigt land, som mange folk besøgte, og nogle blev, mens andre rejste ud, hvor alle ved, at de, du ikke kender, kan bli' venner, når du bare ikke stiller dem for skud.

6 Et land, hvor ingen magt står helt alene, for ingen klarer alting, altid, selv. Et land, med højt til loftet, plads for alle. Man kan falde, men må gerne være med alligevel.

7 Et lille land med bittesmå problemer, hvor livet er så let, når det er lyst. Et lille land med sommerlune nætter, som besætter, så man knap kan sove, selv når der er tyst.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5327cf1f6187a21a38d593f4

Facebook
Twitter