Øv! Rødvin er alligevel ikke sundt

Rødvin er langt fra så sundt, som vi går og tror, fortæller DR’s Detektor. Man skal nemlig helt op på 75 liter om dagen for at få nok af gavnligt stof.

Mænd over 45 år, der er i risikogruppen for at få hjerte-karsygdomme, vil muligvis have gavn af et moderat indtag af alkohol. For kvinder og alle yngre er der derimod ingen gavnlig effekt ved rødvin. (Foto: colourbox.com)

Der er desværre ikke ret meget hold i myten om, at rødvin er godt for helbredet.

Det er egentlig franskmændenes skyld, at danskerne går rundt og tror, at rødvin er sundt. Rødvin fik i starten af 90´erne nemlig æren for, at franskmænd tilsyneladende ikke får ligeså mange hjerteproblemer som for eksempel danskere. Men den myte punkterer DR's Detektor nu.

- Der ligger ikke videnskabeligt grundlag for at sige, at rødvin er sundere end alle mulige andre alkoholiske drikke, siger professor i ernæring på Københavns Universitet Lars Ove Dragsted til Detektor.

Ingen gavnlig effekt for kvinder

Lars Ove Dragsted understreger, at der generelt mangler ordentlige videnskabelige undersøgelser af alkohols effekter. Men på baggrund af befolkningsundersøgelser i en række lande er der noget, der tyder på, at lidt alkohol hver dag kan være sundt for nogle.

Det er dog lige meget, om det er vin, øl eller en morgenbitter, påpeger professoren.

- Mænd over 45 år, der er i risikogruppen for at få hjerte-karsygdomme, vil muligvis have gavn af et moderat indtag af alkohol. For kvinder og alle yngre har vi ingen evidens for, at det har en gavnlig effekt, siger Lars Ove Dragsted.

Begrænset mængde antioxidanter i rødvin

Heller ikke antioxidanten resveratrol, som findes i rødvin, gør rødvin til en sundhedsmæssig gevinst.

Forskere er i øjeblikket i gang med at undersøgelse om antioxidanten har en effekt mod for eksempel type-to-diabetes og hjertekarsygdomme. Men uanset hvad er mængden af resveratrol i rødvin meget lille.

- De lavdosis-forsøg, der er lavet på mennesker, er med et halvt gram resveratrol om dagen. Det svarer til, at man skal drikke cirka 75 liter rødvin om dagen. Og det er i hvert fald ikke sundt, siger professor Lars Porskjær Christensen fra Syddansk Universitet.

Hør mere om sundhedseffekten ved at drikke rødvin i Detektor klokken 15:03 på P1 og klokken 21:00 på DR2.

Facebook
Twitter