Og det skete i de digitale dage: Juleevangeliet går på Facebook

Juleevangeliet kommer i helt nye klæder i en ny video på Youtube.

Jomfru Maria e-mailer med Ærkeenglen Gabriel, Josef poster et billede af det nyfødte Jesusbarn på Facebook, og De Vise Mænd køber gaverne online. Sådan cirka ville det se ud, hvis Juleevangeliet skulle udspille sig i dag.

I hvert fald hvis man skal tro folkene bag folkekirken.dk. I en video, som nu er lagt på Youtube fortæller de nemlig den gamle historie på en helt ny måde: den digitale.

Deltag i Folketælling på Facebook

I videoen er Josef ikke bare på Facebook, han bruger også Rejseplanen.dk til at nå frem til Bethlehem, og han finder den beskedne stald, hvor han og Maria kan overnatte, på hjemmesiden hotels.com. Alt det bliver nødvendigt, fordi Kejser Augustus har oprettet begivenheden "Folketælling" på Facebook.

Men hele vejen igennem, er der tale om den rigtige historie. Den bliver bare fortalt på en meget ny måde, understreger Ellen Aagaard Petersen, der er redaktør på folkekirken.dk.

- Vi laver ikke om på historien. Og det er jo en god historie, som godt kan tåle at blive fortalt igen, på en ny måde, mener hun.

Første danske version

Ifølge Ellen Aagaard Petersen er tanken med videoen er først og fremmest, at få folk til at trække lidt på smilebåndet. I forvejen findes der andre lignende historier på nettet på andre sprog, men ingen på dansk.

- Vi synes det var godt at få lavet en dansk version, som også inddrager nogle af de andre ting, vi bruger på nettet herhjemme. Og så er rigtig mange danskere jo også selv på Facebook, forklarer redaktøren.

Ikke for useriøs

Ellen Aagaard Petersen er ikke bekymret for, at nogle vil finde den digitale udgave af Juleevangeliet for useriøs.

- Jeg tror, folk godt vil kunne lide, at vi fortælle historien igen. Og vi håber, de også kommer til at smile lidt, siger hun.

Videoen har blandt andet hentet inspiration i en amerikanske version af et digitalt juleevangelium. Den video kan du se her:

Tidligere har også DR's klassiker Matador i øvrigt fået æren af at blive genopført på Facebook.