Olivia fra Gift ved første blik smed bombe under bryllupsrejsen: 'Jeg var påvirket, presset og træt af det hele'

Det er langt fra gået som smurt mellem Olivia og Patrick på deres bryllupsrejse til Malaga.

Følelserne får frit løb, da Olivia taler med en af programmets eksperter under bryllupsrejsen med Patrick. (Foto: Dr)

Spoiler: I artiklen her afsløres det, hvad der sker i fjerde afsnit af 'Gift ved første blik'. Hvis du vil se afsnittet, inden du læser, så hop over på DRTV.

- Jeg synes godt, man kan være for forskellige til at være sammen. Så derfor har jeg taget beslutningen om, at vi ikke skal forblive gift.

Olivia Bak-Christensen fik smidt noget af en bombe til slut i ugens afsnit af 'Gift ved første blik'.

Ordene falder under hendes bryllupsrejse til Malaga med Patrick Kim Jensen. Rejsen går mildest talt ikke helt glat og byder både på stilhed i bilen, aftenture helt alene og manglende interesse, da parret besøger nogle drypstenshuler.

- Jeg var påvirket, presset og træt af det hele, siger Olivia i dag om episoden.

I taxaen på vej på udflugt er der akavet stilhed mellem Patrick og Olivia. (Foto: Theis Mortensen)

Hun husker generelt bryllupsrejsen som "sindssygt hård", og allerede under deres bryllupsdag et par dage forinden bemærkede hun, at parret – i hendes øjne – var meget forskellige, blandt andet i forhold til interesser.

- Så jeg var ikke kun presset på rejsen på grund af Patrick og vores forskelligheder, men også, fordi man fra dag ét skulle lære et fremmed menneske at kende og være på hele tiden. Mit hoved kørte for fuld drøn i forhold til, hvorfor vi var blevet matchet, siger 26-årige Olivia.

Forskellighederne fyldte

Nogle af de forskelligheder, Olivia har hæftet sig ved i forhold til sit match, er deres meget forskellige interesser. Patrick spiller rollespil, maler figurer og læser mange bøger.

Interesser, hun slet ikke kan nikke genkendende til.

Olivia og Patrick på shopping i en rollespilsforretning:

Men der er også store forskelle på deres personligheder, pointerer Olivia:

- Rent kommunikationsmæssigt er vi meget forskellige. Jeg ville gerne tale om tingene, især når vi ikke kendte hinanden, for jeg syntes, det var vigtigt at åbne op, hvis noget gik én på. Dér følte jeg, at Patrick lukkede ned. Han svarede meget sådan: "Ok, det er helt fint."

- Jeg havde måske haft lyst til at kæmpe mere for det, hvis han havde åbnet mere op og fortalt mere. Når han så ikke gjorde det, blev det nemmere at give op, siger hun.

Det kan 26-årige Patrick dog ikke genkende. For som han siger:

- Det, som hun anser for store samtaler og store forskelle, er bagateller for mig. For mig er det bare en bonus, at hun er anderledes end mig, og det er kun spændende, at jeg kan lære noget nyt at kende.

Olivias humør påvirker da også Patrick en hel del under bryllupsrejsen:

- Det var svært, at Olivia var presset og ikke kunne se noget potentiale. Hun var stille, og hendes tvivl prægede mig. For jeg tænkte hele tiden på, om hun mon var ved at springe fra eksperimentet, siger han.

Skulle have glemt ægteskab og kontrakt

Ligesom mange af de andre par gør Olivia og Patrick brug af en samtale med en af programmets eksperter for at hjælpe dem lidt på vej under bryllupsrejsen.

Nina Reventlow, som er psykoterapeut og medlem af Dansk Psykoterapeutforening, rådgiver Olivia til ikke at fokusere så meget på parrets forskelligheder og i stedet prøve at se, hvad der sker.

Det lykkes – i Olivias optik – da de undervejs på bryllupsrejsen er på ridetur, hvor de har det sjovt og for en stund ikke skal sidde over for hinanden og føre store, dybe samtaler. Alligevel er det svært for hende at følge Nina Reventlows råd 100 procent.

- Problemet er, at når du er presset i forvejen og hele tiden skal bruge energi på at være opmærksom, nysgerrig og få en masse nye oplevelser med et nyt menneske, så er det bare virkelig svært at kunne rumme mere, siger Olivia.

Olivia bryder sammen til samtalen med Nina Reventlow:

Nina Reventlow ærgrer sig over, at hendes råd ikke landede bedre hos Olivia:

- Jeg ville have ønsket for hende, at hun kunne have trukket vejret dybt og fået ro på sin frygt. Fundet ud af at være i det og være nysgerrig på Patrick som menneske og ikke som partner, for han vil hende det kun godt, siger hun.

Alligevel kan Nina Reventlow sætte sig ind i, hvorfor Olivia handler, som hun gør:

- Jeg kan virkelig godt forstå, at hun blev ked af det og overvældet. Selvom vi i tæt samarbejde med deltagerne har forberedt dem så godt, vi kan, på det, der venter dem, må vi konstatere, at de selvfølgelig kan blive overvældede og stressede, når de står midt i det.

- Derfor var min opfordring til dem begge to i virkeligheden at glemme, at de var gift, glemme kontrakten og i stedet være nysgerrige på hinanden som mennesker og få nogle oplevelser sammen.

Om parret vælger at tage imod det råd og finder tilbage på sporet, må vi vente til næste uge med at finde ud af.