Olsen Banden som animationsfilm

Siden Egon, Benny og Keld tog deres sidste stik på det store lærred har de tre figurer optrådt som både børn og i musical. Nu får de chancen i et animeret univers.

En boremaskine, en bunke døde rotter og lidt honning-sveskejuice er, hvad Egon og hans to, tro kumpaner Benny og Keld skal bruge for at udføre deres næste plan.

Olsen Banden samles igen på det store lærred, men denne gang som animerede figurer i filmen Olsen Banden på de bonede gulve

Landets vel nok mest populære trio, mere folkelig end både Linje 3 og De Nattergale, har forsøgt sig som både børn og i en musical med mere eller mindre held. Nu er turen så kommet til en animationsfilm skrevet af Nikolaj Peyk og instrueret af Jørgen Lerdam.

Stjæler H. C. Andersens fjerpen

Denne gang skal de tre tyveknægte stjæle H. C. Andersens originale fjerpen, efter ønske fra selveste Statsministeriet. Tror i hvert fald de tre følgesvende, der har det med at gøre det skide godt, selv om et par af dem er sande hundehoveder og socialdemokrater.

Desværre for Egon, Benny og Keld spiller deres game fjende, Hallandsen, dem et puds for egen vindings skyld. Og det kommer der en film ud af, som får premiere 15. oktober 2010.

Kendte stemmer til de tre kumpaner

Martin Buch, kendt fra blandt andet DR's Rytteriet, lægger stemme til Egon, mens Nikolaj Kopernikus kan høres som Benny og Esben Pretzmann fra Angora-drengene giver den som Keld.

Kelds bedre, rødhårede halvdel, Yvonne, får sin stemme fra Annette Heick, der flere gange har bevist at hun mestrer Yvonnes sproglige finesser.

Filmen procuceres af Nordisk Film og holdet bag Terkel i knibe.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve