Omdiskuteret professor får Seidenfaden-pris

Forsker Marlene Wind får nyindstiftet Seidenfaden-pris for sin "utrættelige" formidling af EU-stof.

EU-ekspert Marlene Wind har ofte kunnet opleves i medierne, hvor hun analyserer EU-forhold og ikke mindst Danmarks forhold til EU.

For den indsats bliver hun nu tildelt Tøger Seidenfaden-prisen, som blev indstiftet i 2011, da den daværende chefredaktør på Politiken døde.

Går imod tidsånden

EU-forskeren får prisen for sin "utrættelige" formidling af viden om Danmarks rolle i det europæiske samarbejde. I begrundelsen skriver komitéen blandt andet:

- Marlene Wind har været sig sit intellektuelle og faglige ansvar bevidst. Som professor har hun både viden og platform, og det forpligter, siger hun, når hun går imod tidsånd og politikere i sin afdækning og beskrivelse af, hvorledes Europa ser ud i dag.

Holdt pause fra medierne

Sidste år tog Marlene Wind en pause fra medierne og holdt helt op med at udtale sig om sit fagområde.

Det skete efter en række stærkt kritiske udtalelser om den grænsekontrol, som den daværende VK-regering og Dansk Folkeparti besluttede at indføre.

Kritisk over for borgerlig regering

Mest opsigtvækkende var Marlene Winds udtalelse om, at "regeringen appellerer til den laveste fællesnævner og den indre svinehund".

Den udtalelse førte til en ordkrig mellem professoren og Søren Pind (V) og Pia Kjærsgaard (DF).

Pind gav Wind øgenavnet "Halvvind", mens Marlene Wind svarede igen ved at kalde Søren Pind for "Vissenpind".

Første modtager af prisen

Siden sin selvvalgte mediepause er Marlene Wind vendt tilbage til medierne på fuld kraft. Og her fortsætter hun ifølge priskomitéen sit arbejde, der ligesom Tøger Seidenfadens virke er vendt mod sammenhængen mellem Danmark og resten af verden.

Marlene Wind er den første modtager af Tøger Seidenfaden-prisen, der blev indstiftet ved Seidenfadens død sidste år. Prisen overrækkes ved et arrangement den 10. maj.