Onkel Toms Hytte reddet

Hytten der inspirerede forfatteren Harriet Beecher Stowe til romanen "Onkel Toms Hytte" er blevet købt af embedsmænd i staten Maryland.

Den slavehytte, som inspirerede forfatteren Harriet Beecher Stowe, da hun i 1852 skrev romanen "Onkel Toms Hytte", vil blive bevaret takket være embedsmænd i Maryland, der har accepteret at købe den for en million dollar, hvilket svarer til 6,2 millioner kr.

I omkring 30 år i begyndelsen af det 19. århundrede var den grå hytte Josiah Hensons hjem. Henson var den slave, som Stowe brugte som model for hovedpersonen Tom i "Onkel Toms Hytte", der blev en global bestseller og satte fart i kravene om ophævelse af slaveriet forud for den amerikanske borgerkrig.

Nu bliver hytten og et nærliggende hus fra det 18. århundrede på en 405 hektar stor grund i et af Washington-områdets mest populære boligområder forvandlet til en historisk plads.

Tidligere del af tobaksplantage

Hytten og huset, der en gang var en del af en 1497 hektar stor tobaksplantage, er beliggende bag et grønt område med træer ved en travl gennemfartsvej få kilometer fra Washington Ringvejen. Den simple hyttes indre er som oprindeligt af sten, men gulvet er skiftet ud og består i dag af træ.

Hensons tidligere hjem har i de seneste 40 år været ejet af Mallet-Prevost familien, der bugte hytten som kontor og senere som soveværelse.

Hildegarde Mallet-Prevost døde i september i fjor i en alder af 100 år, og hendes familie satte ejendommen til salg. Det skabte frygt i lokalsamfundet for, at de historiske bygninger ville blive moderniseret og forvandlet til et af de for området så populære luksushuse.

Men nu har myndighederne reddet hytten for eftertiden.

Lille kvinde startede stor krig

Stowe portrætterede i "Onkel Toms Hytte" onkel Tom som den langvarigt lidende, men altid pligtopfyldende slave. Portrættet af onkel Tom var så levende, at "onkel Tom" i dag 154 år senere fortsat bruges nedsættende om en sort person, der opfører sig underdanigt over for hvide autoriteter.

Henson, der blev født i Maryland i 1789, passede ikke selv ind i rollen som onkel Tom. I stedet for at underkaste sig sine slaveherrer brugte han sin styrke og beslutsomhed til at forsøge at købe sig til sin frihed.

Henson blev prædikant og grundlagde i Ontario en koloni af undslupne slaver med en skole, så de kunne dygtiggøre sig. Hans erindringer "Josiah Hensons liv" inspirerede Stowe til at skrive "Onkel Toms Hytte".

Da USA's daværende præsident Abraham Lincoln mødte Beecher Stowe i 1862 skal han have sagt til hende: - Nå, så du er den lille kvinde, der skrev den bog, der startede denne store krig".

Lincoln ophævede året efter slaveriet.

Facebook
Twitter