(Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

Opråb på Smukfest: 'Lad være med at bruge så mange penge på lort hele tiden'

Folk vil bare gerne betale for at blive svinet til, lød det fra den danske duo Fabräk på Smukfest.

De giver ikke en fuck for Kay Bojesen-aber, Kählervaser og selvhøjtideligt pis.

- Fuck alle, fuck os selv, lad være med at bruge så mange penge på lort hele tiden.

Sådan lød opråbet torsdag på Smukfest fra den danske duo Fabräk.

Gruppen består af 25-årige Anton Dyrby og 28-årige Sixten Rasmussen, som skiller sig ud fra mange af de andre Smukfest-artister på grund af deres musik, der er en blanding af "punket råberap-støjrock", som Smukfest selv beskriver dem.

For at være mere præcis: tænk på en festlig aften i Ungdomshuset i København, nu bare på en scene i Skanderborg.

- Folk vil bare gerne betale for at blive svinet til, siger Anton Dyrby før koncerten og griner.

Og det var da også nogenlunde den stemning af ungdomsoprør i Smukfests 'Teltet', hvor Fabräk indtog scenen i det sekund, himlen skiftede fra strålende sol til regn, ledsaget af en buldrende torden, der gjorde sit bedste for at overdøve de høje trommer under det 45 minutter lange show. Det lykkedes dog ikke.

Her rappede – og råbte og hoppede – Anton Dyrby, Sixten Rasmussen og deres band sig energisk igennem sange fra deres anmelderroste album'Rige børn leger bedst', som er totalt anti-alt.

Anti-småborgerlighed, anti-overforbrug; noget, de måske er særligt bekendt med, da Anton Dyrby er vokset op i Vedbæk, og Sixten Rasmussen er fra Tisvildeleje.

De to har dog valgt at gå deres egne veje. En retning, man ikke ofte forbinder med en nordsjællandsk opvækst. De er begge tatovører sideløbende med, at de er i fuld gang med at banke Fabräk fast i danskernes bevidsthed.

Se de vilde reportagebilleder fra deres koncert torsdag på Smukfest herunder.

  • Det er højlys dag, og Fabräk gør sig klar til koncerten, som finder sted klokken 13.45. Et meget uvant og tidligt tidspunkt for duoen, bestående af Sixten Rasmussen (grå trøje), Anton Dyrby (hvid t-shirt) og trommeslageren (kasket), der her lige får et lille slag i maven. De stod tidligt op og kørte fra København og ankom til Smukfest et par timer før koncerten. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    1 / 12
  • De to tatovører, sangskrivere og artister mødtes på SoundCloud – et onlinenetværk, hvor man deler sin musik – og besluttede sig for at lave noget sammen. De skriver alle deres tekster i fællesskab og har indtil videre aldrig været uenige i hverken retningen eller sætningerne i musikken. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    2 / 12
  • Anton Dyrby (tv.) og Sixten Rasmussen begiver sig mod scenen. Nu er der få minutter, til de skal på. De er spændte på, hvor mange der dukker op. På spørgsmålet om, hvornår de selv mener, de brød igennem, svarer de: - Er vi overhovedet brudt igennem? (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    3 / 12
  • Det begynder at tordne, og trommeslageren peger op mod himlen. Det ser sort ud. Anton Dyrby og Sixten Rasmussen begynder at blive en smule nervøse for, hvor mange der mon dukker op, og hvordan det vil være at spille for et publikum klokken 13.45. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    4 / 12
  • Så er det showtime. - Der er en lille smule sommerfugle, jeg er klar, det bliver nice, siger Sixten Rasmussen. - Det er sjovest, hvis der er folk, siger Anton Dyrby og fortsætter: - Vi gerne have, at alle mulige forskellige mennesker kommer og holder en stor fest sammen med os. Vores musik cater ikke til nogen socialklasse, etnicitet eller andet. Det er én stor privat klassefest. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    5 / 12
  • Regnen pisker mod teltdugen, mens Fabräk indtager scenen. Men intet er så galt, at det ikke er godt for noget. - Vejret er med os, det begynder at pisse ned, men vi skal spille i Teltet, siger Sixten om scenen, hvor publikum står overdækket. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    6 / 12
  • Anton Dyrby og Sixten Rasmussen går på scenen. - Hvad så, Smukfest? Er I klar til at danse? De lyver ikke, I er fandeme smukke. Er I stive, råber de, mens publikum hujer. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    7 / 12
  • Publikum på forreste række giver den hele armen. En del kan ikke teksterne, men det afholder dem ikke fra at give sig fuldt ud og råbe med, mens de drypper af sved, og det er benzin på Fabräks bål. - Vi vil bare lave noget musik, folk får lyst til at bevæge sig til, som de siger. Den mission er lykkedes. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    8 / 12
  • Det er ikke kun publikum, der er energiske. Bandet springer rundt på scenen og mister bogstavelig talt jordforbindelsen, når de hopper op og ned. - Vi ved ikke, hvor mange kalorier vi forbrænder i løbet af et show. Men det er mange, som de siger. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    9 / 12
  • Midt i koncerten bliver der dannet en moshpit på gulvet. Få sekunder efter tordner Fabräk-fans sammen og tumler rundt imellem hinanden. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    10 / 12
  • Bassisten klatrer flere meter op i en mast, mens han spiller. Lige noget i drengenes ånd.- Vi synes, dansk musik er blevet mega selvhøjtidelig. Vi vil bare gerne være cringe, mærkelige og ikke så seje altid og lave musik, hvor det ikke handler om, at nogle er nederen og andre er seje, fordi de ikke har det samme. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    11 / 12
  • Efter en veloverstået koncert er det tid til fælleskram. - Jeg er helt hyped på adrenalin. Det var fucking sygt! Meget mere end jeg havde turdet håbe på på grund af tidspunkt på dagen og, du ved. Men hey, Smukfest, I er fucking syge, lyder det fra Sixten Rasmussen, inden han og Anton Dyrbv skal ud at høre mere musik, inden turen går tilbage til København. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    12 / 12