VIDEO Her er sangen, der gav Stine Bramsen nerver på

Sangerinden går elegant ombord i Disclosure og Sam Smiths følsomme klubhit - sammen med DR Output

Hun har været frontkvinde for en af Danmarks største popsuccesser nogensinde. Længe før hendes debutalbum ’Fiftyseven’ udkom i fredags, er hendes solokarriere skudt gennem taget hos fans og anmeldere.

Det er tydeligt, at Stine Bramsen ikke skal bevise noget. Men alligevel kom der lidt sved på panden, da den tidligere Alphabeat-forsanger fik coverstafetten af Smag på P3 og DR Output. Opgaven? Komponér og indspil et cover af Disclosure og Sam Smiths ’Latch’ på en lille uge:

Se videoen på YouTube her

Kastet ud i det

- Det er jo sjældent, at man bliver kastet ud i at lave et cover, man ikke selv har valgt – og så på så kort tid. Man får det serveret, og så har man et par dage til at gøre den til sin egen, fortæller Stine Bramsen til DR Output.

Stine Bramsen får stafetten fra Cisilia, der har valgt numrene, som Smag på P3-lytterne stemmer om. Disclosures følsomme klubnummer vandt over Drakes ’Find Your Love’ med 69 procent, og det udfald er Stine Bramsen tilfreds med:

Ikke bare et klubnummer

- Den har også en smuk melodi og tekst, det er ikke bare et klubnummer. Det beat, der er i originalen er jo for sejt, og vi gad ikke lave en halvdårlig udgave af det. Vi ville dykke ned i følsomheden i den og gøre den meget mere nøgen og skrøbelig ved at fjerne beatet, fortæller sangerinden, der har Nicolaj Rasted fra Hej Matematik med inde over knapperne.

Det skal fungere

At følge i Sam Smiths fodspor, er dog ikke noget, man lige gør - også selvom man en markant vokal:

- ’Latch’ er jo svær at synge. Sam Smith er jo en af vor tids største sangere og den vildeste falset, og lige præcis falsetsang er ikke noget, jeg gør mig selv i. Det handlede også om at gøre nummeret til mit eget, fortæller sangerinden til DR Output og tilføjer, at hun er gået hen og blevet rigtig glad for resultatet:

- Jeg var meget i tvivl, om hvordan det var gået og har nok været lidt stresset, for man giver jo ikke bare stille sig op og lave karaoke – det skal fungere! Men efter at have hørt resultatet er jeg faktisk glad og tilfreds.

Hvad er cover-stafetten?

Tidligere har blandt andet bl.a. Cisilia, Shaka Loveless, Barbara Moleko, Karl William, Ulige Numre og Marie Key fortolket kendte pophits i samarbejde med Output. Den kunstner, der giver stafetten videre, vælger to kendte popnumre, som Smag på P3's lyttere stemmer om.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk